FOMAVA - Forum for matematikvanskeligheder

FOMAVAs ambition er at skabe et nationalt samvirke mellem forskning og aktører i praksis for at hjælpe elever i grundskolen, som af forskellige årsager er i vanskeligheder med matematik.

Det foreløbigt tre-årige projekt er bygget op omkring årstemaer. Et årstema er opdelt i to faser - et halvårligt udviklingsspor og et halvårligt laboratoriespor.

I udviklingssporet deltager 27 udvalgte matematikvejledere i 5 praksisgrupper fordelt på landets fem regioner faciliteret af en læreruddanner fra en af regionens professionshøjskoler. Hver matematikvejleder har etableret et elevpanel bestående af udvalgte elever i matematikvanskeligheder samt et lærerpanel, så både elevers og læreres røst kan indgå i en anbefaling til lovende aktioner for at forbedre læringssituationen for elever i matematikvanskeligheder. Disse anbefalinger kombinereret med ekspertgruppens forskningsviden på området formuleres i et såkaldt Aktionskatalog, der danner baggrunden for det følgende spor - laboratoriesporet.

I laboratoriesporet vil 35 matematiklærere fra Silkeborg og Guldborgsund kommune afprøve nogle af de anbefalede aktioner.

  • Det første årstema ’Følelser og matematikvanskeligheder’ aug. 25 – maj 26 omhandler læringshæmmende følelser, elever i matematikvanskeligheder kan have.
  • Det andet årstema ’Hjælpemidler og matematikvanskeligheder’ feb. 26 – nov. 26 omhandler hjælpemidler, elever i matematikvanskeligheder kan have gavn af.

De to følgende årstemaer er endnu ikke besluttet.

Projektet vil løbende kunne følges her på NCUMs hjemmeside.