Dette deltema fokuserer på dialoger om subitizing og præsenterer eksempler på autentiske dialoger fra to børnehaveklasser. De dialogiske interaktioner knytter sig til de to første aktiviteter, der er beskrevet i deltemaet “Aktiviteter der styrker subitizing”. Derudover kan du læse mere om matematisk opmærksomhed samt dialogiske interaktioner i to andre temaer for børnehaveklassen:
I det følgende anvendes denne forkortelse:
B: Børnehaveklasseleder
Elevernes navne er anonymiseret.
Dialogiske interaktioner mellem børnehaveklasseleder og elever, der ser ”terningekort”, og skal bestemme antallet.
B: Jeg skal vise jer noget, så skal vi se, om I er rigtigt gode med jeres øjne. Jeg viser papiret (terningekort) meget hurtigt.
Nogle elever siger, at de ikke så noget.
B: Jeg ved, der var nogen, der så noget, det gjorde Anton?
Anton: 3 og 4.
B: Er der nogen, der siger noget andet, Eva?
Eva: 7.
B: Hvorfor siger du det Eva?
Eva: For 3 og 4, det giver 7.
B: Har I lagt mærke til noget? Var der nogen af jer, der talte? Var der sådan, at I sad og sagde 1, 2, 3, 4? Prøv lige at tælle med mig 1, 2, 3, 4, 5, 6, Hvor lang tid tog det at tælle til 5 eller 6?
Viggo: Ikke så lang tid.
B: Hvor lang tid holdt jeg det her papir oppe?
En elev siger et sekund.
B: Hvor lang tid tager det at tælle til 6, sådan ca. 6 sekunder. Så kan I have talt dem eller har I bare set dem.
Ved at spørge eleverne, hvordan de “så” mængden på “terningekortene” uden at tælle, opfordrer børnehaveklasselederen dem til at tænke over deres evne til at opfatte en lille mængde uden at tælle.
Eksempel 2 handler om dialogiske interaktioner mellem børnehaveklasselederen og eleverne. Børnehaveklasselederen viser “terningekort”, og eleverne skal genkende antallet.
B: Hvordan kan man finde ud af, hvor mange prikker der er?
Maja: Ved at lave et-tabellen eller to-tabellen.
B: Hvordan finder du ud af, hvor mange prikker der er på mit papir ved at bruge to-tabellen?
Maja: Hvis der er 4, så kan jeg lave 2, 4 (viser antallet med sine fingre).
B: Hvis man kan nå at lave tabellen, det må man rigtigt gerne. Men hvordan kunne man ellers finde ud af, hvor mange prikker der er på mit papir?
Emil: Man kunne tælle.
B: Så er det en svær opgave?
Eleverne svarer nej.
B: Jo, det er en svær opgave, for I får kun lov til at se papiret i to sekunder. Så man kan ikke bare sidde og tælle. Man skal være lynende hurtig med sine øjne, så man kan se, hvor mange prikker der er. Hvordan kunne I fortælle mig, hvor mange prikker der er på papiret?
En elev foreslår, at man kan bruge fingrene.
Børnehaveklasselederen viser forskellige prikpapirer med prikker mellem et og seks, og eleverne viser med fingrene, hvor mange der er.
B: Nu bliver det sværere.
Børnehaveklasselederen viser nu to prikpapirer samtidig: ét med tre prikker og ét med fire prikker.Eleverne viser tre med den ene hånd og fire med den anden.
Børnehaveklasselederen viser nu to prikpapirer samtidig: ét med fem prikker og ét med seks prikker.
Flere elever siger: ‘Det kan man ikke, for det er elleve,’ idet det er underforstået, at man ikke kan vise elleve med to hænder.
De to eksempler viser, hvordan dialoger kan bruges både til at skabe refleksion over subitizing og til at anvende denne evne i praksis. I eksempel 1 fokuserer dialogen på at få eleverne til at reflektere over denne evne til at opfatte et mindre antal uden at tælle. Børnehaveklasselederen fokuserer bevidst på subitizing ved at prøve at få eleverne til at forstå forskellen mellem at tælle og “bare se” antallet. I eksempel 2 fokuserer dialogen mere på den praktiske anvendelse af subitizing.
til: DAGTILBUD
emne: SUBITIZING
UDGIVET: 2025