Aktiviteter der styrker subitizing

Gennem de følgende tre aktiviteter får eleverne mulighed for at bruge deres evne til subitizing – at opfatte og genkende antal hurtigt uden at tælle én for én. Nogle elever vil i begyndelsen tælle objekter ét ad gangen, hvilket er en naturlig strategi. De må gerne tælle, men aktiviteterne er designet til at støtte dem i at bruge deres evne til hurtigt at opfatte mønstre og genkende antal.

Ved at præsentere mængder i velkendte mønstre – fx på terningekort eller i organiserede grupper – får eleverne erfaring med at bruge mønstre som støtte. I den første aktivitet arbejder de med små mængder, som kan opfattes direkte, og afprøver forskellige måder at udtrykke antallet på. I den anden aktivitet møder de talkombinationer i form af to kort, og får mulighed for at opdage, at et tal både kan opdeles og sammensættes på flere måder. I den tredje aktivitet arbejder de med en større mængde objekter, som de organiserer i mønstre eller grupper. Dermed bliver de opmærksomme på, at måden en mængde organiseres på, kan gøre det lettere at overskue og genkende antallet.

De to første aktiviteter stammer fra et materiale med fokus på den svenske børnehaveklasse, der er udgivet af det svenske nationale center for matematikundervisning. (Kilde 1)

Aktivitet 1: Se hurtigt - hvor mange er der?

Lav en forstørret kopi af hvert ”terningekort”. Vis meget hurtigt den forstørrede kopi af hvert enkelt kort fra 2 og op til 5 i en blandet rækkefølge. Lad eleverne svare på, hvilken mængde du viste dem. 

Der kan varieres i, hvordan eleverne svarer – for eksempel ved at vise antallet med fingrene, klappe det tilsvarende antal gange eller nikke det rette antal gange. Hvis eleverne står op, kan de vise antallet med hele kroppen, fx ved at hoppe, bukke eller stampe det rigtige antal gange. Lad også eleverne bidrage med deres ideer til, hvordan man kan svare. (Kilde 1)

Eksempler på spørgsmål til dialog og refleksion:

  • Hvad så du? (Lad eleverne beskrive, hvad de lagde mærke til) (Indledende spørgsmål).
  • Hvordan vidste du, hvor mange der var? (Spørgsmål om strategier og mønstre).
  • Hjalp det at se mønsteret i prikkerne? Hvordan? (Spørgsmål om strategier og mønstre).
  • Kan du finde en anden mængde prikker, der ligner den, du lige så? Hvordan ligner de hinanden? (Spørgsmål om sammenhænge mellem tal).
  • Hvilken måde synes du, der er sjovest at svare på? Fx at hoppe eller at klappe. Hvorfor? (Spørgsmål om alternative måder at svare på).

Aktivitet 2: Hurtigt kig - talkombinationer

Vis nu to ”terningekort” meget hurtigt. Vælg to kort, der tilsammen danner forskellige talkombinationer, for eksempel for tallet 5 (2 og 3 eller 1 og 4). Lad eleverne svare på, hvilket tal du viste. (Kilde 1)

Eksempler på spørgsmål til dialog og refleksion:

  • Hvad lagde du mærke til, da jeg viste kortene? (Spørgsmål til beskrivelse).
  • Hvordan fandt du ud af, hvor mange der er i alt? (Spørgsmål om strategier og mønstre).
  • Hvad sker der, hvis vi bytter om på rækkefølgen af kortene – ændrer det noget? (Spørgsmål om strategier og mønstre).
  • Kan vi finde en anden talkombination, der giver det samme resultat? (Spørgsmål om sammenhænge mellem tal).
  • Hvis jeg viste ét kort mere, hvordan kunne vi så finde den nye sum hurtigt? (Spørgsmål om sammenhænge mellem tal).

Aktivitet 3: En håndfuld af objekter

Aktiviteten ”En håndfuld af objekter” stammer fra den australske læseplan og er udviklet af Ann Gervasoni, der forsker i tidlig matematikundervisning og herunder subitizing. Forud for denne aktivitet er det vigtigt, at eleverne har en vis erfaring med aktiviteter, der involverer subitizing såsom aktiviteterne 1 og 2.

Forberedelse og introduktion:

Lad eleverne arbejde i grupper eller par. Læg små objekter som centicubes, knapper eller små sten i en pose.

Forklar aktiviteten: Hver gruppe eller hvert par skal tage en håndfuld objekter fra posen og finde en måde at organisere dem på, så det bliver nemt at se, hvor mange de har.

Bed hver gruppe eller par om at tage en håndfuld objekter fra posen. Før de organiserer objekterne, skal de tælle, hvor mange de har i alt, og notere antallet.

Organiser objekterne:

Bed eleverne om at organisere deres objekter, så mængderne hurtigt kan genkendes uden at tælle hvert enkelt objekt, samtidig med at det samlede antal bliver nemt at overskue. Denne tilgang understøtter subitizing ved at hjælpe eleverne med intuitivt at identificere mængder uden behov for at tælle én efter én i rækkefølge.

Giv eleverne eksempler på mønstre, de kan bruge som:

  • Grupperinger – Eleverne har opdelt objekterne i mindre grupper, fx i grupper af 2, 3 eller 4.
  • Rækker og kolonner – Objekterne er stillet op i lige rækker og søjler, så de ligner et gitter. På billedet til højre er koglerne placeret i en rektangulær form (3 rækker med 3).
  • Terningemønstre – Eleverne efterligner prikmønstre fra en terning (fx 5 som en terning med prikker i et X).

Galleri-rundvisning:

Eleverne går rundt i klassen og ser på hinandens opstillinger. 

Bed eleverne om at tænke over og diskutere følgende: 

  • Hvilke måder gør det nemmest at se antallet? 
  • Hvilke mønstre ser I hos andre? 
  • Hvilket mønster vil I selv prøve næste gang? 

Refleksion, omorganisering og fælles opsamling:

Efter galleri-rundvisningen får eleverne mulighed for at omorganisere deres egen samling med inspiration fra de andre opstillinger.

Stil åbne spørgsmål, fx: Hvordan gjorde det nye mønster det lettere eller sværere at se antallet?

Afslut med en fælles refleksion i klassen:

Tal med eleverne om, hvilke mønstre de oplevede som nemme eller tydelige, og hvorfor det kan være lærerigt at organisere objekter på forskellige måder. Gennem samtalen får eleverne mulighed for at opdage, at samme antal kan genkendes på flere måder. Det understøtter elevernes udvikling af fleksible regnestrategier og deres mulighed for at forklare egne strategier.

Til overvejelse

  • Hvilke aktiviteter og materialer bruger du allerede til at understøtte elevernes evne til at genkende mindre mængder uden at tælle (subitizing)?
  • Hvordan kan du se, at eleverne begynder at bruge subitizing frem for at tælle ét ad gangen?
  • Hvordan kan du støtte elevernes opmærksomhed på, at den samme mængde kan opdeles og organiseres på forskellige måder?
til: DAGTILBUD
emne: SUBITIZING

UDGIVET: 2025


Forfatter

Birgitte Henriksen

Ph.d-studerende
DPU, Aarhus Universitet/Københavns Professionshøjskole
 


Udgiver

Temaer på matematikdidaktik.dk udvikles i tæt samarbejde mellem forskere og praktikere og udgives af NCUM.
Se redaktionen og vores redaktionelle retningslinjer

Kilder

  1. Sterner, G., Helenius, O. & Wallby, K. (2020). Tänka, resonera och räkna i förskoleklass. Nationellt Centrum för Matematikutbildning.
Del tema Print