Elevers forestillinger om matematik – både som skolefag, som videnskabelig disciplin såvel som i matematikkens rolle i hverdagen – kan have afgørende indflydelse på deres tilgang til faget i uddannelsesmæssig sammenhæng. I dette tema kigges nærmere på hvad matematikforestillinger – også ofte refereret til som “beliefs” – er, hvordan de opstår, hvordan de er organiseret internt hos den enkelte (beliefssystemer), hvilke forestillinger der kan spænde ben for elever i en undervisningssituation, om hvordan man kan afdække og evt. ændre elevers matematikforestillinger, og hvad man bør ændre dem til. Med udgangspunkt i hvad forskningen siger om (særligt gymnasielevers) matematikforestillinger præsenteres og kommenteres tre eksempler fra dansk gymnasiekontekst.