NCUM søger studentermedarbejder

Ansøgningsfrist 1. oktober 2022 

Studentermedarbejder søges til NCUM

Har du teknisk flair, kan lege med grafisk opsætning og har mod på at løse alsidige driftsopgaver i et lille, men travlt team? Så er du måske den studentermedarbejder, vi lige nu står og mangler i NCUM med start pr. 1. november 2022.

I sekretariatet bestående af fire personer har vi nok at lave. Derfor har vi brug for assistance til at løse flere og forskellige opgaver – mange af administrativ karakter. Du vil fx skulle lave kontering, rejseafregninger, rejsebookinger, mødeplanlægning, referater, korrekturlæsning, opdatere hjemmeside og hente statistik fra vores digitale platforme. Der vil være brug for dig ved afholdelse af konferencer og arrangementer i forhold til forberedelser, gennemførsel og oprydning. Det er vigtigt, at du er god til at arbejde med it-værktøjer, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med CMS, gerne TYPO3, men det er ikke et krav. Vi sørger naturligvis for grundig oplæring i vores forskellige systemer. Der kan forekomme andre opgaver i centerets arbejde med at formidle forskning, drive netværk og etablere udviklingsprojekter. Vi er kun fire fastansatte til mange forskellige opgaver, så fleksibilitet er derfor en nødvendighed.  Jobbet giver gode muligheder for at få masser af spændende erfaringer og lære nyt. Det håber vi, at du har mod på.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med NCUM’s ansatte. Du skal kunne arbejde selvstændigt og indgå i konstruktivt samarbejde i gruppen. Det forventes desuden, at du har godt styr på dansk retskrivning. Du vil blive del af et miljø med høj faglighed og et godt arbejdsklima, hvor trivsel og samarbejde vægtes højt.

Det er en fordel, hvis du har et par års studieerfaring med dig i bagagen, men bestemt også at du har et toårigt perspektiv på stillingen. Desuden er det en fordel, hvis du har interesse i et eller flere af områderne: didaktik, matematik og formidling.

Du kan læse mere om NCUM på centerets hjemmeside: www.matematikdidaktik.dk

Arbejdssted
Aarhus Universitet, DPU, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV. Du vil kunne løse en del af dine opgaver hjemmefra.

Hvis du er interesseret, så søg stillingen her: Studentermedhjælp søges til NCUM | Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning - Ledig stilling på Aarhus Universitet (au.dk)


Se ansatte i NCUMs sekretariat