Inspiration til samtaler med børn i målesituationer

Vi giver her tre små fortællinger, der skal inspirere til at have samtaler med børn i forskellige målesituationer.

Det tykkeste træ?

I en børnehave var det turdag, og en gruppe 4-5-årige børn drog på tur i skoven sammen med nogle pædagoger. Da de nåede frem til skoven, fik fire børn til opgave at finde hvert sit træ.

  • Pædagogen: Hvem, tror I, står ved det tykkeste træ?
  • Birger: Pedro.
  • Pædagogen: Pedro. Kan I prøve at tage armene rundt om træet på denne måde? Hvem, tror I nu, står ved det tykkeste træ? Tror I stadig, det er Pedro? Hvordan tror I, vi kan finde ud af, om det er Pedros træ, der er tykkest?
  • Lisa: Fordi det ser så stort ud.

Børnene holder rundt om hvert sit træ med armene.

  • Pædagogen: Tror I, der er en anden måde, vi kan bruge til at finde ud af, hvem der står ved det tykkeste træ? Hvordan kan vi finde ud af, om Pedros træ er tykkest? Har I  nogen ideer?

De fire børn er tavse og giver på den måde udtryk for, at de er usikre på, hvordan de kan finde ud af, hvor tykke træerne er.

  • Pædagogen: Skal vi finde et tov og måle, hvor tykke træerne er?

Pædagogen finder et tov frem og begynder at klippe det op i stumper med en passende længde. Derefter måler de sammen, hvor tykke træerne er ved at skære tovet over der, hvor enderne møder hinanden.

  • Pædagogen: Skal vi se, hvem der har det længste tov?

De finder ud af det ved at holde alle fire tovstumper på samme måde i den ene ende, og derefter trækker de tovene gennem hånden, sådan at tovstumperne en for en falder ud af hånden. Den tovstump, som er tilbage til sidst, er længst (Det er ikke altid så let at sammenligne længden på tovstumper, da de kan være vanskelige at rette helt ud!).

  • Pædagogen: Hvis var det længste tov?
  • Tre børn: Det var Pedros.
  • Kaj: Jeg vidste, at Pedros tov var længst.
  • Pædagogen: Hvordan vidste du det, før vi målte?
  • Kaj: Jo, for Pedros træ var størst.

Lige lange bordben?

Gunnar på 4 år har fundet et målebånd. Han bestemmer sig for at måle længden af benene på et bord.

  • Gunnar: Nul-fire.

Gunnar strækker målebåndet ud og holder det fra gulvet og op langs det første bordben. Det samme sker, da han måler længden af de to næste bordben. Dernæst vil han måle det sidste.

  • Gunnar: Nul-fem.

Pædagogen hører, hvad Gunnar siger og ser overrasket ud.

  • Pædagogen: Hvad? Er alle bordbenene ikke lige lange? Er bordet så skævt?
  • Gunnar: Det kan jeg tjekke.

Gunnar måler det sidste bordben igen.

  • Gunnar: Nul-fire! De er lige lange!

I rækkefølge efter størrelse - hvordan?

En gruppe børn i børnehaven leger med biler. De kører rundt med dem på gulvet. Pædagogen hører, at de taler om, hvor store bilerne er. 

  • Emil: Karl, må jeg få den store, grønne bil?
  • Karl: Ja, må jeg så prøve at køre med din lille, hvide bil?

Pædagogen går hen til dem.

  • Pædagog: I har godt nok mange biler på gulvet. Hvilken bil er mon størst? Kan I prøve at sætte dem i rækkefølge efter størrelse?’ 

Emil og Karl går i gang med at sætte bilerne op i rækkefølge. Først tager de en stor grøn og en stor gul bil og sætter dem op efter hinanden. De fortsætter med en lyserød, en rød og en hvid bil.

Sofie vil også være med til at sætte bilerne op i rækkefølge. 
Hun sætter en orange bil hen ved siden af den hvide bil. 

  • Pædagog: Sofie, hvorfor skal de to biler stå ved siden af hinanden?
  • Sofie: Det er, fordi de er lige høje.

Sofie sætter flere biler ved siden af den hvide bil. 
Emil og Karl ser på, hvordan Sofie har sat bilerne.

  • Emil: Den orange bil er højere end den røde, så de skal bytte plads.
  • Karl: Men den røde bil er længere end den orange bil. Så kan de ikke bytte plads.
  • Pædagog: Øj, hvad skal vi så gøre?
  • Emil: Karl og mig sætter bilerne på en anden måde end Sofie.
  • Pædagog: Hvordan på en anden måde?
  • Karl: Lange biler skal stå først.
  • Pædagog: Hvordan er det en anden måde end Sofies?
  • Sofie: Jeg finder ud af, om de er lige høje.

Samtalen fortsætter, og de taler om, at de kan sætte bilerne i rækkefølge på forskellige måder. De kan både sætte bilerne ved siden af hinanden og sammenligne bilernes længde, og de kan sammenligne bilernes højde.
 

TIL OVERVEJELSE I TEAMET
  • Hvilke situationer fra dagligdagen kan I bruge til at tale med børn om sammenligninger af tings størrelser?
  • Hvilke spørgsmål kan I stille til børn i fx legesituationer, som giver dem mulighed for at sammenligne og måle?
  • Prøv at planlægge en situation eller aktivitet, som giver jer mulighed for at sammenligne egenskaber ved ting, som I kan måle.
til: DAGTILBUD
emne: MÅLING
UDGIVET: 2022

Forfatter

Martin Carlsen

Professor
Institutt for matematiske fag, UiA

Heidi Kristiansen

Lektor
Professionshøjskolen Absalon


Udgiver

Temaer på matematikdidaktik.dk udvikles i tæt samarbejde mellem forskere og praktikere og udgives af NCUM.
Se redaktionen og vores redaktionelle retningslinjer


Del tema Print