NCUM udbyder i det kommende skoleår 2026/27 endnu engang kurser med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Kurserne giver mulighed for, at lærerne kan få ny matematikdidaktisk viden og inspiration til udvikling af konkrete undervisningsforløb og aktiviteter i samarbejde med kollegaer. Der er denne gang i alt 5 kurser fordelt mellem grundskolen og gymnasiet. Læs mere om de forskellige workshops, og tilmeld dig nedenfor. Bemærk, at det også er muligt at tilmelde sig uden støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Dette kursus henvender sig til grundskolelærere i udskolingen og fokuserer på at bruge undersøgende matematikundervisning (UM) som redskab til at lette overgangen mellem grundskolen og gymnasiet. Den ene halvdel af kursusholdet vil bestå af udskolingslærere og den anden af gymnasielærere. På kurset samarbejder mindre blandede grupper af lærere om at udvikle UM-forløb eller -aktiviteter, der sætter eleven i centrum og søger at skabe engagement i undervisningen. Samtidig er der fokus på, at indhold og arbejdsmåder kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng ved overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning. Kurset tager udgangspunkt i erfaringer fra SUM-projektet.
Dette kursus henvender sig til gymnasielærere og fokuserer på at bruge undersøgende matematikundervisning (UM) som redskab til at lette overgangen mellem grundskolen og gymnasiet. Den ene halvdel af kursusholdet vil bestå af udskolingslærere og den anden af gymnasielærere. På kurset samarbejder mindre blandede grupper af lærere om at udvikle UM-forløb eller -aktiviteter, der sætter eleven i centrum og søger at skabe engagement i undervisningen. Samtidig er der fokus på, at indhold og arbejdsmåder kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng ved overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning. Kurset tager udgangspunkt i erfaringer fra SUM-projektet.
Algebra er en central del af matematikundervisningen på alle gymnasiale niveaer og spiller en afgørende rolle for at kunne klare sig godt i de resterende STEM-fag. Samtidig er det et emne, der volder mange elever vanskeligheder. Denne udfordring tages op i dette kursus, der tager udgangspunkt i NCUMs tema ”Algebra i gymnasiet” og i læringssporene ”At arbejde algebraisk” og ”At løse ligninger” i tal- og algebraindsatsen.
Mange elever oplever vanskeligheder med funktionsbegrebet i begyndelsen af gymnasiet, hvilket kan være problematisk, da det er et helt centralt emne i matematikfaget, som danner grundlag for matematikundervisningen senere i gymnasieforløbet og på efterfølgende matematikholdige uddannelser. På kurset belyses denne problemstilling matematikdidaktisk. På grundlag heraf bliver der givet inspiration og støtte til udvikling af undervisningsforløb til egen praksis.
På dette kursus introduceres de såkaldte detektionstest. De fungerer som redskab til at opdage og kortlægge matematikvanskeligheder blandt elever i gymnasiet. Kursets indhold bygger på erfaringer fra den tidligere matematikvejlederuddannelse for gymnasielærere på Roskilde Universitet. Det er nærmere belyst i NCUM-temaet om detektionstest.