I sidste uge udkom en ny rapport fra Børne- og Undervisningsministeriet. Her fastslås det, at der er brug for at løfte matematikundervisningen i grundskolen, på gymnasiale og erhvervsuddannelser. Rapporten fremsætter en række konkrete forslag til, hvordan det kan ske. Det er på mange områder indsatser, som NCUM allerede bidrager til og meget gerne indgår i samarbejde om at realisere.
29.09.22
En fælles national strategi for styrkelse af tal og algebra- området, læringsorienteret brug af digitale værktøjer og fokus på sammenhæng og progression ved overgangene i uddannelsessystemet er blot nogle af de indsatser, der over de næste 8-10 år skal bidrage til en nødvendig styrkelse af matematikundervisningen i Danmark. Det fastslår ministeriets rapport ”Fælles udvikling af matematik”, som en ekspertgruppe i matematik står bag, og som indeholder ikke mindre end 61 anbefalinger. Anbefalinger, som på en lang række områder flugter NCUMs arbejde og vision om at skabe en engagerende, ambitiøs og tidssvarende matematikundervisning i en kultur, der samarbejder om udvikling af praksis fra dagtilbud til ungdomsuddannelser.
Det er ekspertgruppens mål, at samtlige anbefalinger realiseres. Og mange af anbefalingerne ligger også NCUM stærkt på sinde. Derfor hilser NCUM rapporten meget velkommen. Om den siger leder i NCUM, Morten Blomhøj: ”I NCUM arbejder vi dedikeret på at yde forskningsmæssige bidrag til, hvordan matematikundervisningen bedst kan støtte elevers læring. Det er fx netop sigtet med den nationale strategi for tal og algebra, som NCUM udvikler på opdrag fra Børne- og undervisningsministeriet, at understøtte en fælles indsats på et forskningsmæssigt grundlag.”
Rapporten fremhæver behovet for matematikdidaktisk kompetenceudvikling for matematiklærere og på de udfordringer, der knytter sig til at skabe sammenhæng i matematikundervisningen på tværs af overgangene i uddannelsessystemet. I NCUM ses det som en nødvendig indsats, der kræver, at matematiklærere får tid og støtte til at samarbejde om udvikling af deres undervisningspraksis på grundlag af matematikdidaktisk forskning.
Endvidere peges i rapporten på en række indsatsområder, der angår matematikdidaktiske temaer, som er belyst af NCUMs ekspertgrupper og formidlet via matematikdidaktik.dk. Det drejer sig bl.a. om samspil mellem matematik og erhvervsfag på EUD- området, undersøgelsesbaseret matematikundervisning i grundskoler og på gymnasier, brug af digitale værktøjer på tværs af uddannelsestrin og særlig indsats over for elever, der er i læringsvanskeligheder med matematik.
Flere af rapportens anbefalinger menes at kunne realiseres inden for en forholdsvis kort tidshorisont, mens andre kræver en længere og kontinuerlig indsats. Navnlig fremhæves en varig indsats med fokus på landsdækkende formidling af matematikdidaktisk forskning og gode erfaringer med matematikundervisning og elevers læring af matematik.
”Det er netop, hvad NCUM er sat i verden for at bidrage til. Vi har derfor udviklet et forslag til et nationalt løft af matematikundervisningen, der fokuserer på kompetenceudvikling for pædagoger og matematiklærere for at skabe bedre sammenhæng og progression i matematik i hele systemet. I NCUM arbejder vi på at skaffe finansiering til en sådan langsigtet indsats”, udtaler Morten Blomhøj.
I forhold til at sikre politisk opbakning og finansiering til den nødvendige, langsigtede indsats er det vigtigt, at forslagene diskuteres grundigt i de matematikdidaktiske miljøer, og at der vindes bred opbakning til de centrale indsatser. NCUM bidrager hertil ved at invitere til debatmøder forskellige steder i landet. I første omgang planlægges et debatmøde i forlængelse af NCUMs netværkskonference om overgangen fra grundskolen til gymnasiet den 8. dec. 2022, der afholdes på DPU i Emdrup.
NCUM afholder årskonference om sammenhænge og overgange i uddannelsessystemet d. 24. nov. NCUM konferencen 2022: Matematik i sammenhæng - i hele uddannelsessystemet (matematikdidaktik.dk)
Se Ministeriets rapport her: Ekspertgruppe er klar med anbefalinger til at styrke matematikfaget | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)