Nedenfor er kort skitseret nogle ideer til undervisning med og om mål og måling. Det er ment som appetitvækkere, give ideer som man kan arbejde videre med.
Lav undervisning i måling og omregninger i forbindelse med emnet geometri. Her kan man koble fysisk måling af forskellige objekter fra hverdagen fx borde, skabe, klasseværelset – eller fra værkstedet.
Hvis man underviser elektrikere, kan man bruge forskellige objekter fra deres fag fx kabler og underlag til stikkontakter, når der skal måles længder, areal og rumfang. Som en del af undervisningen er det relevant at tale om valg af enheder og måleværktøjer. Standen, som eleverne arbejder på som elektrikere, er bygget i MDF. Standen kan måles op, og der kan fx regnes på rumfang, vægt, materialer og spild.
Mere åbne opgaver kunne fx være at bede eleverne om at finde ét eller flere fysiske emner, som hver især bedst beskrives med en bestemt enhed. Vi bruger fx oftest cm når vi skal beskrive et bords størrelse. Når vi skal beskrive et hus højde bruger vi oftest meter.
Sprogligheden kan også komme i spil hvis opgaven er at placere 5 x 3 (eller 3 x 5) stikkontakter på en 10 m lang væg. Stikkontakterne der sidder tættest på enderne, skal sidde 40 cm fra enden af væggen. Der skal være lige stor afstand imellem stikkontakterne. Der er nok behov for at lave en skitse i hånden eller i GeoGebra. Man kan endda gøre det fysisk med post-it.
Elever kan fx udvikle forståelse for enheder ved at undersøge, hvordan en funktion opfører sig ved at skalere akserne i koordinatsystemet, hvor selv en lille ændring i enhederne giver store visuelle ændringer. Ligeledes kan eleverne opnå en vis forståelse for den logaritmiske skala, når elever foretager målinger af fx lyd i decibel, og sammenligner forskellige lydniveauer for hvisken (ca. 20) og for støvsugere (ca. 80), (NCTM, 2000, s. 322).
Tilrettelægning af matematikundervisning og gennemførelse af matematikundervisning er fyldt med værdier, og nogle værdier mere åbenlyse end andre. Det gælder også undervisning om måling. Det er oplagt, at undervisning i måling har erkendelsesværdi (kaldes også epistemologisk værdi), for eleverne får erkendelse og praktisk kunnen, som eleverne forstår og kan bruge. Undervisning i måling kan også give social værdi, når undervisningen inddrager praksis i værkstederne og praksis i erhvervene, så eleverne kan tilpasse det de lærer til realistiske praktiske situationer. Undervisning i måling kan også have kulturel værdi ved at give kendskab til de kulturelle sammenhænge, som måleenheder og målemetoder er opfundet i og bruges i. Det har også personlig værdi, hvis nogle lærere og elever oplever, at nogle af enhedssystemerne er smukke, hvis eleverne får stimuleret deres nysgerrighed og deres kritiske sans og åbner sig for nye idéer. Det kan man læse mere om fx i Alan Bishops arbejder og i Wajeeh Dahers undersøgelse af lærebøger i måling.
til: ERHVERVSKOLE
emne: Mål og måling i erhvervsskolen
UDGIVET: 2025