Aktivitetsoplæg og arbejdet hermed

Overbliksarket rummer på 7.-9. klassetrin en opgave til evaluering af hver af de centrale aspekter af hver kompetence på hvert klassetrin (jf. Højgaard & Johansen, 2021). For de øvrige klassetrin er der tale om en påbegyndt proces frem mod en sådan fuld udfyldning af strukturen.

Med afsæt i lignende opgaver fra lærebogssystemet Matematrix er opgaverne til kompetenceevaluering skabt ud fra beskrivelsen af 2-3 centrale elementer i hver matematisk kompetence. Dette er gjort for i den enkelte opgave bedre at kunne fokusere evalueringen på bestemte aspekter af kompetencen og for derved samlet set at kunne evaluere alle aspekter.

Det gode aktivitetsoplæg til at udvikle og evaluere en given kompetence skal bidrage til at skabe en situation, hvor den kompetente form for handlen er naturlig og hensigtsmæssig. Uanset hvor gennemtænkt et aktivitetsoplæg er, kan det imidlertid ikke i sig selv etablere en ”kompetenceegnet situation”. Det kræver først og fremmest, at læreren over for eleverne kommer med ledsagende forklaringer, spørgsmål og kommentarer, som bidrager til at rammesætte situationen på en kompetenceorienteret måde. Som det nok mest centrale element heri peger mange erfaringer (se fx Sølberg, Bundsgaard & Højgaard, 2015; Højgaard & Winther, 2021) på, at det ofte er en god idé at rammesætte både undervisnings- og evalueringssituationen på en måde, så eleverne ved, hvilken form for kompetent adfærd de udfordres på. Derfor er det vigtigt, at eleverne er bevidste om, hvilke kompetencemål de forventes at demonstrere i evalueringssituationen.

til: GRUNDSKOLE
emne: UNDERVISNINGSFORMATIV EVALUERING AF MATEMATISKE KOMPETENCER

UDGIVET: 2024


Forfatter

Tomas Højgaard

Lektor, ph.d.
Afdeling for fagdidaktik DPU, AU


Udgiver

Temaer på matematikdidaktik.dk udvikles i tæt samarbejde mellem forskere og praktikere og udgives af NCUM.
Se redaktionen og vores redaktionelle retningslinjer
Del tema Print