Børn elsker at tælle ting, og med tiden lærer de, at det sidste tal, de siger, har en særlig betydning. Lisa sidder med en bunke klodser. Hun tæller: "Én, to, tre, fire, fem. Der er fem klodser." Lisa ved, at det sidste tal fortæller, hvor mange klodser der er i alt. For voksne er det logisk, og vi tænker slet ikke over det, men det er noget børn skal lære gennem erfaring.
Det tal, der kobles til det sidste objekt i en mængde, angiver, hvor mange objekter der er i mængden. Det er mængdens kardinaltal eller mængdetal. Kardinaltallet for Lisas klodsmængde er altså fem. Kardinaltalsforståelse handler ikke kun om at vide, at det sidst sagte talord er svaret på spørgsmålet "hvor mange?".
Det handler også om at kunne:
Børn med god kardinaltalsforståelse synes også at forstå, at når man lægger til mængden, bevæger man sig frem i talremsen, og når man fjerner fra mængden, bevæger man sig tilbage i talremsen, og det at lægge præcis én til mængden betyder, at man bevæger sig præcis ét trin frem i talremsen. Det er vigtigere, at barnet forstår alle aspekter af tælling og kardinalitet, end hvor store tal barnet kan håndtere (Kilde 1).
At kunne bruge tælling til at finde ud af, hvor stor en mængde er, kræver ikke blot en god kardinaltalsforståelse, men det kræver også, at børnene har tilegnet sig andre aspekter af tælling. Børnene må kunne talremsen, og de må kunne koble mellem netop ét objekt og ét tal (en-til-en-korrespondance).
Desuden må børnene kende talordene svarende til mængdens størrelse. Børn kan sagtens demonstrere begyndende forståelse for kardinalitet og samtidig tælle lidt forkert, fx ved at springe et talord over i talremsen eller ikke at få talt alle elementerne (Kilde 2)
Læs om en-til-en-korrespondance i Kan børn tælle, når de kan talremsen?
Børn udvikler forståelse af kardinalitet i 2½- til 5-årsalderen, og ved 4-5-årsalderen vil langt de fleste børn normalt vise en god forståelse af kardinaltalsprincippet. Her vil både talremsen og én-til-én korrespondance almindeligvis være så sikker, at barnet kan bestemme mængder op til ti korrekt.
Udviklingen følger en række typiske trin (Sarnecka og Carey, 2008):
Forskningen peger på, at flere aspekter af det at kunne tælle er vigtig for barnets videre udvikling inden for matematik. Kardinaltalsforståelse har vist sig at være centralt for:
Kardinaltalsforståelse kan ses ved, at barnet
Det er vigtigt at være særligt opmærksom på børn, der må tælle igen for at finde ud af, hvor mange der er, eller som ikke ved det efter at have talt. Det kan være tegn på manglende forståelse af kardinalitet.
Et eksempel er Lisa, der leger med nogle små plastikfigurer.
Den voksne spørger: "Hvor mange er der?"
Lisa tæller: "Én, to, tre, fire, fem" og ser op.
Den voksne siger: "Ja, hvor mange er der så?".
Lisa ser på den voksne og tæller så igen: "Én, to, tre, fire, fem".
Her forbinder Lisa spørgsmålet: "Hvor mange?" med selve processen at tælle og ikke nødvendigvis med det at finde det endelige antal. I sådanne situationer kan det være en god ide at holde øje med, om børn som Lisa er udfordret på nogle af de andre områder inden for talforståelse og tælling og at støtte dem i deres videre udvikling.
Aktiviteter, hvor børn skal koble tal og antal på forskellig måde, udvikler kardinaltalsforståelsen. Det kan være at tage et bestemt antal af noget, fx "Kan du tage fem tallerkener?", eller at flytte en brik lige så mange felter, som terningen viser i spil som fx Ludo.
Læs flere eksempler på Aktiviteter og lege, der kan støtte børn i bl.a. at udvikle deres kardinaltalsforståelse.
Og se tema om matematisk opmærksomhed
til: DAGTILBUD
emne: AT TÆLLE
UDGIVET: 2021
Princippet om stabil ordning handler ganske enkelt om, at børn skal lære talordene, og at disse kommer i en bestemt orden eller rækkefølge, en, to, tre, fire, fem og så videre. Denne rækkefølge på talordene er den samme, hver gang vi tæller.
Princippet om en-til-en korrespondance handler om, at når man skal tælle en mængde, må man knytte ét og kun ét talord til hvert objekt, som man skal tælle. For eksempel én sten, to sten, tre sten, fire sten, fem sten, og så videre.
Kardinaltalsprincippet, handler om, at det sidste talord, man siger, når man tæller en mængde objekter, også fortæller, hvor mange objekter der er i alt.
Dette tredje princip er afhængigt af, at de to foregående principper allerede er tilegnet. Hvis ikke, vil det sidste talord ikke fortælle, hvor mange objekter der er totalt.
Abstraktionsprincippet er de princip der beskriver, at alt kan tælles, både abstrakte ting (lyde, klap, ting, man tænker på) og konkrete ting. Abstrakte og konkrete ting kan fint tælles sammen, og forskellige slags objekter kan tælles sammen.
Princippet om irrelevant ordning beskriver, at rækkefølgen, man tæller objekter i, er lige meget. Man kan starte med at tælle fra venstre eller højre eller fra hvilket som helst sted, så længe man tæller alle objekterne én gang. Selvfølgelig er det alligevel sådan, at det vil være lettere at tælle, hvis man starter fra en ende, men det har ingen betydning for den totale mængde af objekter.