Målstyret kompetenceorienteret matematikundervisning

PH.D. UDGIVET: 2018
FORFATTER: Rune Hansen

Kort beskrivelse

I projektet undersøges fænomenet målstyret kompetenceorienteret matematikundervisning og afhandlingen stiller og besvarer følgende tre spørgsmål:

  1. Hvilke potentialer, kan man på baggrund af litteraturstudier argumentere for, der er ved at arbejde med målstyrede logikker i grundskolens matematikundervisning?
  2. Hvad udfordrer matematiklærerens arbejde med målstyrede logikker i matematikundervisningen?
  3. Hvor langt kan man komme med hensyn til at omsætte mål for en kompetenceorienteret matematikundervisning til praktisk handling i en undervisningskontekst?

I projektet indgår et toårigt samarbejde med én matematiklærer, hvor matematikundervisningen i én klasse er blevet videoobserveret gennem 5. og 6. klasse. På den baggrund er der blevet udviklet en række undervisningsbilleder. Den digitale udgave af afhandlingen er en multimodal tekst, hvor læsere kan få adgang til forskellige videosekvenser.  

Konklusioner

  • Mål kan bidrage til et større ejerskab for matematikundervisningen
    Det kan være en meningsfuld didaktisk aktivitet for mange matematiklærere at fokusere på mål i forbindelse med rammesætning af matematikundervisningen. I det konkrete tilfælde gav matematiklæreren udtryk for, at mål skabte et større ejerskab for undervisningen og en didaktisk reflekteret tilgang til brug af lærebogen.
  • Matematiske kompetencer udfordrer matematiklærerens faglighed
    Det kan være en udfordring for matematiklæreren at udvikle en faglig og fagdidaktisk fortrolighed med de matematiske kompetencer, så de kan anvendes på reflekteret vis i praksis.
  • Elevers målorientering og tydelige læringsmål
    Elevers målorientering kan have stor betydning for, hvordan de opfatter det øgede fokus på læring og læringsmål i det matematiske klasserum. Tydelige læringsmål er baseret på en tænkning om, at elever både kan forstå målformuleringer og se værdien af dem i forbindelse med selvregulerende processer. I det konkrete tilfælde viste det sig ved, at projektets tilgang ofte tilgodeså mestringsorienterede elever, mens præstationsorienterede elever mange gange havde svært ved at se værdien af synlige læringsmål.   
  • Flere mål kan skabe en ufokuserethed
    Når der simultant inddrages læringsmål fra modelleringskompetencen og et stofområde, kan det vanskeliggøre en indholdsmæssig fokusering i undervisningen. I det konkrete tilfælde viste det sig, at når matematiklæreren satte kurs mod læringsmål fra henholdsvis et stofområde og modelleringskompetencen, kunne det forstyrre både matematiklærerens og en del elevers pejling i forsøgsundervisningen.

Perspektivering

I afhandlingen perspektiveres ovenstående resultater til andre aktuelle danske forskningsprojekter i forbindelse med at diskutere potentialer og udfordringer ved at arbejde med en målstyret tilgang i en kompetenceorienteret matematikundervisning.  

Empiri

Forsøgsklassen på Stepping Friskole - 5. og 6. klasse