Modsat vesterlandske forsøg på at udvikle og udbrede en undersøgelsesbaseret undervisningspraksis, der ansporer til og bygger på elevernes udvikling, afprøvning og validering af egne, relevante ideer, har japanske bestræbelser på det samme vist sig at have både effektfuld og varig virkning. Det tilskrives ofte lektionsstudier, der har været - og er - japanske læreres, læreruddanneres og forskeres primære (og fælles) redskab til udvikling af undervisningspraksis og dertilhørende vejledende principper.
Hypotesen i denne afhandling er, at sådanne vejledende principper (som mål og retning) og lektionsstudier (som redskab) også kan hjælpe danske lærere til at udvikle viden om og teknikker til at forberede (i paradidaktiske situationer) forestå (i didaktiske situationer) undersøgelsesbaseret undervisning i ovenstående form. Afhandlingens teoretiske værktøjer er adopteret og adapteret fra Teorien om Didaktiske Situationer (TDS).
Afhandlingens undersøgelser er formuleret i tre artikler:
I den første artikel identificeres specifikke forhold, der henholdsvis fremmer og hæmmer realiseringen af de vejledende principper i en konkret lektion (didaktisk situation).
I den anden artikel identificeres læreres specifikke læringer og disses evolution gennem et lektionsstudie, herunder betydningen af lærernes anticipation af didaktiske situationer.
I den tredje artikel beskrives udviklingen af læreres anticipation af didaktiske situationer og deres paradidaktiske praksis, samt sammenhængen mellem disse, over tre lektionsstudier.
Observation og video af læreres eksperimentelle udviklingsarbejde gennem lektionsstudier med tilhørende studielektioner. Indsamlet på folkeskoler i Lyngby-Taarbæk Kommune.