Afhandlingen Matematikkens didaktik og det Politiske – En ideologikritik af et uddannelsesforskningsfelt har til formål at placere matematik og didaktisk forskning i et nutidigt politisk og økonomisk perspektiv. Den baserer sig på den nuværende kombination af Hegels dialektik, Lacans psykoanalyse og Marx’ kritik af politisk økonomi, udviklet af den slovenske filosof Slavoj Žižek. Der udvikles en ideologikritik rettet mod matematikkens didaktik som internationalt forskningsfelt. Afhandlingen anerkender det banebrydende bidrag fra den ”kulturelle, sociale og politiske” forskning i et felt, der historisk set har været lukket omkring disciplinerne matematik og psykologi. Denne tilgang har tilført forskningsområdet opmærksomhed omkring problemstillinger som social retfærdighed, lighed, kultur, magt og identitet i relation til matematikundervisning og -læring. Men på trods af forskningsresultater findes der fortsat problemer med nederlag og ulighed, hvilket er karakteristisk for matematik som skolefag overalt i verden. Selvom den politiske dimension af problemet er anerkendt, agerer langt størstedelen af forskningen inden for det socio-kulturel-politiske område, som om dette problem kunne løses inden for matematikundervisningens grænser. Der argumenteres for, at en sådan benægtelse af det Politiske tager samfundet som gidsel for en ideologi, som tilbageholder en forståelse af problemet i hele sin udstrækning; hvorved muligheden for forandring begrænses. Problemet med nederlag i skolens matematikundervisning —og i undervisning i det hele taget— er en integreret del af den moderne skoleundervisning. Og derfor kan det ikke konceptualiseres, uden at man også forstår relationen mellem skoleundervisning og kapitalisme som en dominerende faktor i den sociale dannelsesproces. Det er denne afhandlings påstand, at man ved at anskue skolerne som vitale moderne institutioner, som reproducerer den kapitalistiske økonomi og ideologi, kan nærme sig de komplekse situationer, som lærere og elever oplever i skolerne.
Analysen fokuserer på den seneste forskning, som beskæftiger sig med fem nyere nøgleområder inden for forskning i matematikkens didaktik: teoriens rolle, opnåelsen af lighed i matematikundervisning, vigtigheden af matematikkens brugsværdi, etnomatematik, og kritisk matematikundervisning. Disse områder behandles i otte peerreviewede artikler, som udgør kernen i afhandlingen. Den metode, som er anvendt i analysen af forskningsresultaterne, kan kaldes ideologikritik. Den baserer sig på Žižeks nylige revitalisering af dette marxistiske begreb. Det består i at påvise uoverensstemmelserne mellem den diskurs, der udspringer af forskningen, og realiseringen af denne i en levende sammenhæng i verden—i dette tilfælde i skolerne. Det, 7 der normalt flyder let i en forskningsdiskurs kan, når det realiseres i en specifik praksis, ofte støde på forhindringer, som kan ende med at pervertere den officielle hensigt. Sædvanligvis kommer forskningen videre ved at fjerne sådanne forhindringer, således at de officielle hensigter kan realiseres fuldt ud: lighed i matematikundervisningen, valorisering af forskellige kulturer, nyttig og kritisk matematik. Men en ideologikritik er i stedet interesseret i at analysere disse forhindringer, fordi de repræsenterer de symptomatiske pointer, som sætter os i stand til at begribe skolesystemets politiske og økonomiske relevans.
En vigtig konsekvens af afhandlingens undersøgelse er at gøre opmærksom på vigtigheden af at udvikle ikke alene forskning, som beretter om succesfulde eksperimenter og oplevelser, men også at undersøge fejlslagne forsøg på at fremme en meningsfyldt matematikundervisning. ’Nederlag’ har i sig et potentiale til at pege hen imod undervisningens antagonistiske karakter. På den måde er der mulighed for at ’fremmedgøre’ matematikdidaktikereover for det, der er blevet selvindlysende i feltets etablerede identitet. Heri ligger vigtigheden i at betragte social antagonisme —tidligere betegnet som ”klassekamp”— som et grundlæggende element i det Politiske.
Afhandlingen organiseres i to dele. Den første del begynder med at give et samlet overblik, idet den beskriver de problemstillinger, der foranledigede mig til at foretage denne analyse. Her er der en tæt forbindelse til mine ni års erfaring som matematiklærer. Hovedparten af dette kapitel udgøres af en diskussion, som beskriver teoretiske og metodologiske aspekter af mit arbejde. Hensigten er at give læseren en filosofisk redegørelse for Hegel-Marx-Lacan-Žižek-aksen og anvendelsen heraf i de forskellige artikler. Der er også et afsnit, som forklarer, hvordan afhandlingen er organiseret, og som desuden præsenterer de otte artikler. Dette kapitel slutter med et lille afsnit, som har karakter af en konklusion. Den anden del indeholder de otte peer-reviewede artikler, som udgør kernen i afhandlingen