Praksisviden - udviklingssporet

De regionale praksisgrupper fik denne introduktion:

Vi omtaler det halvår, vi går ind i som udviklingssporet, idet målet er at udvikle hensigtsmæssige aktioner og undervisningstiltag på baggrund af både viden fra praksis og viden fra forskningen. Det vil foregå i to faser.

  1. I første fase vil vi lytte til de opfattelser, oplevelser og erfaringer du og din skole har om det første årstema: Følelser som hæmmende læringsfaktorer for elever i matematikvanskeligheder. Til forberedelse til det førstkommende heldagsmøde medsender vi et udfordringspapir
  2. I anden fase - det andet heldagsmøde i efteråret - vil hovedfokus være, hvordan du mener og har erfaringer for, at man kan afhjælpe de formulerede udfordringer. Her vil du modtage et såkaldt aktionspapir som forberedelse. Det får du mere at vide om senere.

Udfordringspapiret

Praksisgrupperne fik følgende opgaver til forberedelse:

Første fase i udviklingsporet  

  1. Overveje to generelle spørgsmål
    • Spørgsmål 1
      Hvilke opfattelser, oplevelser og erfaringer har du med, at følelser kan være læringshæmmende for elever i matematikvanskeligheder? - og hvordan har følelserne ytret sig?

    • Spørgsmål 2
      Hvad mener du kan være baggrunden for at en elev i matematikvanskeligheder udvikler læringshæmmende følelser i matematik? Du kan udover egne erfaringer og oplevelser supplere med, hvordan du oplever man på din skole generelt tænker og handler omkring årstemaet ”Følelser som hæmmende læringsfaktor for elever i matematikvanskeligheder”.

  2. Tage stilling til medsendte data fra PISA, som berører årstemaet. Se filen ”Data fra PISA”.
  3. Gennemføre en samtale med elevpanelet og beskrive resultaterne fra samtalen til fremlæggelse på heldagsmødet. Til samtalen var der fremstillet samtalekort med negative og positive ord. Se filen ”Guide til elevsamtale og Samtalebrikker.”
  4. Bruge din viden og observationer fra punkterne 1 - 3 til at formulere tre udfordringer, som du mener er væsentlige at handle på som matematiklærer/vejleder og skole fx at kan det opleves som udfordring at ændre matematikundervisningen, så det opfattes acceptabelt at fejle.
  5. Samle det hele til en fremlæggelse på kommende heldagsmøde.

Aktionspapiret

Anden fase i udviklingssporet har hovedfokus på, hvordan du og nogle af dine lærerkolleger på skolen har erfaringer for undervisningspraksisser som kan afhjælpe læringshæmmende følelser hos elever i matematikvanskeligheder.

 Du bedes derfor gøre følgende i uge 41 (6. - 10. oktober) og/eller uge 43 (20-24 oktober):

Gennemføre samtale af ca. en times varighed med 3-4 af dine matematiklærerkolleger, som du forventer kan og vil deltage i en drøftelse af

  • erfaringer og opfattelser af, hvordan læringshæmmende følelser hos elever i matematikvanskeligheder ytrer sig
  • erfaringer og opfattelser af hvordan man kan tage hensyn til og modvirke følelser som hæmmende læringsfaktor hos elever i matematikvanskeligheder. 

Samtalen gennemføres med brug af de gule og blå samtalebrikker ud fra guide til lærersamtale og notat-ark.