Matematisk opmærksomhed for de 0-6årige

Matematisk opmærksomhed handler om at kunne rette opmærksomhed mod matematikken i aktiviteter og fænomener. Matematik kan være indlejret overalt i hverdagslivet, men det bliver først matematik, når man har opmærksomhed rettet mod det matematiske. Find svar på, hvad matematik er, og hvorfor matematisk opmærksomhed er vigtigt at beskæftige sig med. Og læs om, hvordan kan man arbejde med matematisk opmærksomhed i dagtilbud.

Vigtigt for den senere læring

Børns tidlige matematiske færdigheder og kompetencer er helt centrale for deres videre læring og succes i skoleforløbet. Den viden og de færdigheder, børnene bærer med sig ind i skolen, kan måles langt op i skolesystemet. (Kilde 1)

Det er vigtigt, at børnene får de bedst mulige betingelser for at udvikle deres matematiske opmærksomhed i 0- til 6-års alderen. (Kilde 2 og 3)

Danske udviklingsprojekter har vist, at et målrettet pædagogisk arbejde med fokus på børns tidlige sproglige og matematiske opmærksomhed på former, størrelser, mønstre og mængder har en positiv effekt på børnenes udvikling, og at dette kan spores i børnenes senere udvikling af fx læsefærdigheder og sproglige kompetencer i skolen. (Kilde 4 og 5)

Der er derfor god grund til at arbejde målrettet med matematisk opmærksomhed i dagtilbuddene.

Dagtilbudsloven og matematisk opmærksomhed

Med dagtilbudsloven af 2017 blev matematisk opmærksomhed en del af de obligatoriske læreplaner i dagtilbud. I loven er matematisk opmærksomhed først og fremmest en del af læreplanstemaet 'Natur, udeliv og science'. I bekendtgørelsens (BEK nr. 968 af 28/06/2018) beskrivelse af 'Natur, udeliv og science' står der:

  • at det pædagogiske personale skal have fokus på "børns medfødte talfornemmelse, fornemmelse for størrelser og dermed en begyndende matematisk opmærksomhed".
  • at de skal give "børnene mulighed for at danne erfaringer med årsag, virkning og sammenhænge og støtte børnene i at kategorisere og systematisere deres omverden ved hjælp af relationspar som mange/få, stor/lille, tung/let, over/under".
  • at børn skal  "eksperimentere med antal, rum og form som tidlige indgange til det matematiske sprog."

Hvad er matematisk opmærksomhed i dagtilbud?

Der er ikke en klar definition af begrebet matematisk opmærksomhed, men det er vigtigt at bemærke, at det ikke er det samme som den matematik, børnene møder i skolen.

  • Matematisk opmærksomhed handler om at kunne rette opmærksomhed mod matematikken i aktiviteter og fænomener. Matematik kan være indlejret overalt i hverdagslivet - men det bliver først matematik, når man har opmærksomhed rettet mod det matematiske indhold i aktiviteten eller hverdagsfænomenet.
  • Matematisk opmærksomhed kan altså forstås som 'en opmærksomhedsfunktion', som børn lærer at mestre i interaktion med voksne. (Kilde 6)
  • Matematisk opmærksomhed er noget, man udvikler igennem sociale relationer og aktiviteter, og den voksnes rolle er helt central. (Kilde 7)

Rammerne for dette kan fx tage udgangspunkt i lege og aktiviteter organiseret omkring Bishops seks grundlæggende aktivitetsformer: lokalisering, design, tælling, måling, spil og forklaring. (Kilde 8)

til: DAGTILBUD
emne: Matematisk opmærksomhed

UDGIVET: 2021

Kilder

  1. Nguyen, T., Watts, T. W., Duncan, G. J., Clements, D. H., Sarama, J. S., Wolfe, C., & Spitler, M. E. (2016). Which preschool mathematics competencies are most predictive of fifth grade achievement?. Early childhood research quarterly, 36, 550-560.
  2. Geary, D. C. (2013). Early Foundations for Mathematics Learning and Their Relations to Learning Disabilities. Current Directions in Psychological Science, 22(1), 23–27.
  3. Jordan, N. C., Kaplan, D., Ramineni, C., & Locuniak, M. N. (2009). Early math matters: Kindergarten number competence and later mathematics outcomes. Developmental Psychology, 45(3), 850–867. 
  4. Bleses, D., Højen, A. & Donslund Vind, B. (2020a). Langtidseffekten af SPELL og Fart på sproget: Sammenhæng mellem tidlig sprogindsats og læsekompetencer i 2. klasse. Rapport, Trygfondens Børneforskningscenter.
  5. Bleses, D., Moos, M. & Amdi Boisen, L. (2020b). Hovedresultater fra forskningsprojektet VLS+. Folder, Trygfondens Børneforskningscenter
  6. Broström, S., & Frøkjær, T. (2018). Det ved vi om science, bæredygtighed og matematisk opmærksomhed, s. 19. Dafolo.
  7. Carlsen, M., Wathne, U., & Blomgren, G. (2012). Matematikk for barnehagelærere (2. udg). Kristiansand: Cappelen Damm Høyskoleforl.
  8. Bishop, A. J. (1988). Mathematics education in its cultural context. Educational Studies in Mathematics, 19(2), 179–191.
  9. Bishop, A. J. (1991). Mathematical Enculturation: A Cultural Perspective on Mathematics Education. Norwell, Kluwer Academic Publishers. 
  10. Helenius, O., Johansson, M. L., Lange, T., Meaney, T., Riesbeck, E., & Wernberg, A. (2014). Preschool Teachers’ Awareness of Mathematics. 67–76.
  11. Jay, J. (2019). What’s in a box? Maths! - The Spoke – Early Childhood Australia’s Blog.

Del tema Print