Eksempler på undervisningstiltag målrettet talblinde

Som det er omtalt, er der kun en begrænset mængde forskning, som forholder sig til hensigtsmæssige undervisningstiltag over for talblinde elever. Typisk er forskningen knyttet til interventioner med en bred repræsentation af elever med svage matematikpræstationer. I diverse reviews peges der ofte på nedenstående punkter, som (måske) kan have læringseffekt også for de talblinde.

Direkte undervisning

Direkte undervisning er en evidensbaseret praksis, der angiver en ramme for at levere effektiv og systematisk undervisning. Det omfatter undervisningskomponenter såsom:

  • Indsigt i og tydeliggørelse af de specifikke mål og trin til at løse et matematisk problem ved utvetydige forklaringer og demonstrationer
  • Forberedende undervisning inden selve lektionen
  • Præsentation af flere eksempler på en matematisk problemstilling og anvendelse af deres løsninger
  • Øjeblikkelig løbende og korrigerende feedback til eleverne om deres besvarelser og arbejdsgange

Heuristik (Læring af generelle løsningsstrategier)

En heuristik er en metode, der eksemplificerer generelt gældende løsningsstrategier. Undervisning i heuristik er, i modsætning til direkte undervisning, ikke problemspecifik. Heuristiske modeller kan bruges til generelt at organisere information og løse en række matematiske problemer

Brug af visuelle repræsentationer

Anvend visuelle repræsentationer (tegninger, grafiske repræsentationer) herunder også it-virtuelle repræsentationer i undervisningen til at forklare og afklare problemer samt hjælpe eleverne til at forstå og forenkle problemer.

Elevens sprogliggørelse

Sæt fokus på, at eleverne verbaliserer og tænker trinene i en arbejdsproces højt herunder deres beslutninger og løsninger, fordi det giver eleverne mulighed for at dele deres matematiske tænkning og forståelse.

Brug af varierede eksempler

Målet er at vælge en række af flere eksempler på en problemtype. Den underliggende hensigt er at udsætte eleverne for mange af de mulige variationer og samtidig fremhæve de fælles, men kritiske træk ved tilsyneladende uensartede problemer.

Løbende feedback

At planlægge og gennemføre løbende formativ evaluering af elevernes niveau kan hjælpe med at følge elevernes fremskridt samt målrette en undervisning, som imødekommer de enkelte elevers behov.

Kammeratskabslæring

Generelt viser forskning, at brugen af jævnaldrende til at give feedback og støtte forbedrer præstationerne for elever i matematikvanskeligheder herunder deres problemløsningsevner. Der udover er det en stor fordel at have en partner til rådighed til at give øjeblikkelig feedback.

Motivation

Et motiverende undervisningsmiljø fremmer et højt læringsniveau blandt alle elever, bl.a. gennem at øge elevers selvtillid og viljestyrke. Desværre har mange elever med matematiske indlæringsvanskeligheder (især ældre elever) oplevet svigt og besvær mange gange, hvilket kan få nogle af dem til at undgå at deltage i undervisning og indsatser. Et motiverende undervisningsmiljø kan involvere håndgribelige belønninger fx klistermærker, præmier og immaterielle motivatorer og forstærkninger, såsom fx motiverende udsagn og positiv feedback.

Mulige specifikke undervisningstiltag for talblinde

De følgende punkter skal ses som hypoteser. Formodede tiltag som er vokset ud af vore mange-årige erfaring med formodede talblinde elever, samtaler med vejledere og lærere samt diverse udviklingsprojekter. Vi kan ikke påstå forskningsmæssigt belæg for punkterne, men ud fra de cases, vi har kendskab til, kunne punkterne indikere nogle veje at gå:

  1. En øget forståelse for og anerkendelse af komplikationerne ved at være med talblindhed kan øge elevens motivation, faglige selvværd og viljestyrke
  1. En øget brug af kompenserende hjælpemidler kan flytte elevens arbejde fra talfærdigheder til mere problemløsende situationer
  1. Et øget fokus på såvel det skrevne som det mundtlige sprog, som frigør eleven fra isoleret symbolsk repræsentation, kan frigøre ræsonnerende og problemløsende muligheder hos eleven
  1. En tryg og fejlaccepterende undervisning kan støttes fx ved brug af kammeratskabslæring.
  1. En undervisning med passende gentagelser og en begrænset ordinær automatisering, der suppleres med særligt fremstillede hjælpemidler, kan styrke elevens færdigheder.

Fra møde 25. juni 2020 (Kilde 1) i ekspertpanel fremkom følgende hypoteser om læreradfærd. Det antages, at have positiv betydning for eleven at læreren: 

  • Er opmærksom på, at talblinde elever er lige så forskellige, som alle andre elever
  • Er opmærksom på, at talblinde elever ikke lærer hurtigere end andre, så de kan ikke indhente mangler på kort tid
  • Lader være med at forlade visuelle tilgange for alene at bruge symbolske udtryk
  • Lægger vægt på repræsentationer, der kan støtte elevens visualisering
  • Lægger vægt på episodiske sammenhænge, som kan støtte elevens hukommelse
  • Undgår udelukkende at fokusere på symboler og matematiske gloser
  • Tilpasser materialer og tilgange til elevens hukommelseskapacitet og foretrukne hukommelsesformer
  • Lader eleverne samarbejde (engelsk: get a buddy)
  • Bruger alderssvarende materialer i respekt for eleverne. Materialer skal ikke bare være underholdende, og de skal heller ikke virke ’for barnlige’
  • Drager omsorg både over for elevens affektion og kognition
  • Undersøger - sammen med eleven - hvilke kompensatoriske værktøjer og idéer, som virker effektivt for eleven, og hvilke der ikke virker

 

til: GRUNDSKOLE
emne: TALBLINDHED

UDGIVET: 2023

Forfatter

Lena Lindenskov

Lektor, ph.d. i matematikdidaktik
Institut for fagdidaktik DPU, Aarhus Universitet/AU

Bent Kofod Lindhardt

Lektor emiritus i matematik
 


Udgiver

Temaer på matematikdidaktik.dk udvikles i tæt samarbejde mellem forskere og praktikere og udgives af NCUM.
Se redaktionen og vores redaktionelle retningslinjer

Kilder

  1. Lindenskov, L. (2020). Noter til C.V. Sloth: ’Referat af ekspertgruppemøde 1 den 25. juni 2020 i forbindelse med ”Udvikling af talblindhedstest til 4. klasse og pædagogiske indsatser”’.
Del tema Print