I det følgende vil vi se nærmere på forskellige definitioner knyttet til talblindhed.
Som det fremgår af definitionen fra det danske talblindeprojekt, beskriver man talblindhed som en neurologisk udviklingsforstyrrelse.
Talblindhed/dyskalkuli er en læringsudfordring, der er påvirket af en neurologisk udviklingsforstyrrelse, som kan have forskellige udtryk, men som ikke kun kan forklares på baggrund af generelle indlæringsvanskeligheder, mangelfuld undervisning, psykologiske eller sociologiske årsager.
Det er derfor nærliggende at vende blikket mod den neurologiske forskning for om muligt at finde årsagsforklaringer. Vi udelader således almene faktorer som lav socioøkonomisk status, affektive sammenhænge, lav intelligens osv., og målretter beskrivelsen specifikke faktorer inden for basale numeriske processer, som, hvis de bliver svækket, kan føre til talblindhed. Fænomenet omtales ofte som specifikke til forskel fra generelle læringsvanskeligheder. Det kan således i sin art til en vis grad sidestilles med fænomenet ordblindhed.
Generelt må man omtale forskningen i talblindhed som ”ung forskning”, hvor der stadig er mange åbne spørgsmål og brug for ny viden. Som eksempel kan nævnes, at forskere peger på, at der er 15 - 20 gange flere forskningsartikler om ordblindhed end talblindhed.
Det er også vigtigt at nævne, at diverse reviews peger på, at der er flere faktorer som dels sammen og dels hver for sig peger ind i en årsagsforklaring. I de cases, vi kender til i det danske talblindeprojekt, er der da også observeret grader af talblindhed, hvilket ikke gør det nemmere at afgrænse fænomenet. Der synes dog at være pejlemærker, som skal nævnes:
Der er to teorier, som hyppigt refereres til; the number sense deficit og access deficit.
Mens hypotesen om ”number sense deficit” beskriver, at den centrale vanskelighed ved DD ligger i manglende evne til at repræsentere ikke-symbolsk tal, beskriver ”access deficit” hypotesen, at oprindelsen til dette handicap ligger i manglende evne til at knyttet talsymboler til antalsrepræsentation. (Kilde 1)
I den første teori fokuserer man på personers vanskeligheder med umiddelbar opfattelse af mængders størrelse fx vanskeligheder med umiddelbart at se fire elementer og derfor må tælle sig til antallet. I den anden teori fokuserer man på vanskeligheder med at sammenknytte antal med symboler; fx at indse, at symbolet 6 betyder antallet 6.
I det følgende uddybes en række af de vanskeligheder, som er knyttet til ovenstående hypoteser.
Approximate Number System (ANS) beskriver den medfødte talsans for at kunne vurdere størrelsen af en mængde ved at skønne antallet af elementer uden at tælle dem. Der er forskning, som påviser, at 6 måneder gamle babyer kan registrere forskel i størrelsen af mængder i forholdet 1:2. Altså fx kan skelne mellem mængder på 8 elementer og 16 elementer. ANS findes også blandt dyregrupper som fx fugle og aber - ja selv blandt bier. Det er således ikke kun forbeholdt den menneskelige hjerne og er ikke et tillært, men er et biologisk medfødt system.
Forskningsmæssigt betragter mange ANS som den evne, der forudsiger børns tidlige forståelse af tal og antal. Det er i den sammenhæng interessant, at noget forskning peger på, at børn med talblindhed ofte har ringe færdigheder i ANS i forhold til deres jævnaldrende. (Kilde 2). Det har ført til hypoteser om, at ANS kan være en af årsagsforklaringer til deres vanskeligheder med at erhverve sig numeriske kompetencer. For det andet har det også vist sig, at elever med dyskalkuli har lavere præstationer i opgaver, hvor ANS er en hjælp/i opgaver som kræver brug af ANS. Det skal dog nævnes, at der er nyere undersøgelser, som stiller spørgsmål ved anvendte målemetoder og ved, hvor stærk denne sammenhængskraft egentlig er.
Subitizing og object tracking system (OTS) er dels evnen til at se antal på 3-4 uden at tælle og dels at anvende en bundtning af elementer for at overskue et præcist antal i en større mængde. Flere forskningsresultater peger på, at mennesker er født med en sådan talsans i stil med førnævnte ANS.
Subitizing forefindes også hos andre laverestående dyregrupper og er dermed ikke forbeholdt den menneskelige tanke. Forsøg med månedgamle babyer viser, at de med stor sikkerhed kan fornemme forskel på mængder på op til 3-4 elementer. (Kilde 3)
Ved hjælp af øjensporings-teknikker er det blevet observeret, at børn med dyskalkuli er nødt til at tælle genstande fra meget små samlinger, mens normalpræsterende børn ”umiddelbart ser” fx de fire genstande og dermed demonstrerede deres evner til subitizing (Kilde 1)
Hvor ANS synes at udvikle sig gradvist gennem barndommen og dermed bliver mere raffineret, synes udvikling af OTS/subitizing at gå hurtigt og nå sit endelige niveau ved etårsalderen (Hyde m.fl., 2011).
Som med ANS er der ikke entydige resultater, som viser, at øget træning i subitizing hænger sammen med øgede aritmetiske færdigheder.
Hvor de forrige typer af talsans også kan findes i dyregrupper helt ned til bier, er evnen til at anvende et symbol for et antal en kulturel læring, som er forbeholdt mennesket. Flere har påvist, at test, hvori der indgår symbolske sammenligninger, viser en tydeligere forskel mellem børn med dyskalkuli (langsommere og mere fejltilbøjelige) og normalt præsterende børn. En nyere forskning viser, at forskellen i præstationer mellem 6-14 årige børn med dyskalkuli og normalt præsterende børn i samme aldersgrupper er gennemsnitlig større i opgaver, der sammenligner størrelsen af talsymboler, end når man sammenligner præstationer i subitizing ved såkaldte priktest. (Kilde 4)
Mange undersøgelser indikerer, at menneskers repræsentation af ordning af talstørrelse understøttes af en rumlig oplevelse bl.a. beskrevet som en iboende mental tallinje, så små tal i vesteuropæisk kultur opfattes som værende til venstre og store tal til højre (i vores kulturkreds). Dette benævnes SNARC effekten. Den bliver observeret (i vores kulturkreds) gennem øvelser, hvor forsøgspersonen skal afgøre, om et tal midt på skærmen er lige eller ulige. Er svaret lige, skal man trykke på en bestemt tast til venstre. Er det et ulige tal, skal man trykke en bestemt tast til højre. Det viser sig, at deltagerne er hurtigere til at trykke på venstre tast, når de tal, der skal bedømmes, er små (0-4) og hurtigere til at rykke på højre tast, når tallene er store (5-8).
Evnen til at bedømme, om tre tal præsenteres i stigende rækkefølge (fx 2 3 6), faldende rækkefølge (f,x 6 3 2) eller ikke i rækkefølge (fx 3 2 6), er en stærk forudsigelse af matematisk præstation, og personer med dyskalkuli synes at være svækket i denne proces (Kilde 3).
Flere undersøgelser har sammenlignet præstationer hos børn med dyskalkuli og normalt præsterende børn i opgaver, der involverer talplacering på en tallinje. Disse har vist, at der er større vanskeligheder hos børn med dyskalkuli; børnene er mindre nøjagtige. (Kilde 5)
I Danmark har den ministerielle projektgruppe i deres afrapportering betonet, at hvis hovedårsagen til elevens lave præstationer er relateret til generelle indlæringsvanskeligheder, så opfattes det generelle som primær årsag, og eleven indgår derfor ikke i diagnosen for talblindhed. Det er imidlertid ikke det samme som, at talblinde elever ikke kan have sekundære træk af generelle indlæringsvanskeligheder, men ikke nødvendigvis, der kan påvirke deres talfærdigheder.
Som nævnt tidligere er denne sondring til en vis grad afhængig af, hvordan man afgrænser og måler talblindhed. Det skal dog bemærkes, at flere forskere beskriver en overhyppighed af andre læringshæmmende faktorer, som følger med dyskalkuli. (Kilde 6) ADHD, ordblindhed, sprogforstyrrelser, hukommelsesproblemer m.m. Vi nævner i det følgende en række hyppigt beskrevne fænomener, der kan følges ad med talblindhed
Hukommelseskapacitet
Læring i matematik er påvirket af evnen til at lagre information og hente den frem fra langtidshukommelsen, såsom talordene og deres rækkefølge eller løsningen af enkle aritmetiske opgaver. Det er påvist i flere sammenhænge, at børn med matematiske indlæringsvanskeligheder (såvel specifikke som generelle) er langsommere end deres jævnaldrende til at lagre, fremkalde og anvende talviden.
Arbejdshukommelsen er generelt forbundet med matematisk ydeevne. Er de eksekutive funktioner svækket, påvirker det bl. a. elevens evne til at hæmme irrelevante informationer ved løsning af en matematisk problemstilling. Svage eksekutive funktioner hos børnehavebørn kan forudsige senere præstationer i den additive viden hos første klasse-elever, i anden klasse-elevers placering af tal på tallinje, i tredje klasse-elevers problemregning, og på mellemtrinnet elevers hurtighed og rigtighed i beregningsopgave.
Mazzocco et al. (Kilde 7) påpeger, at samspillet mellem hukommelse og udvikling af matematiske præstationer skal ses i lyset af, at begge dele udvikler sig forskelligt over tid. Der er således både hos elever med generelle vanskeligheder i matematik som hos talblinde elever, variationer i udvikling af henholdsvis arbejdshukommelsen og de matematiske præstationer, og dermed også variationer i samspil mellem de to. Det betyder, at mangelfuld matematisk udvikling kan påvirke præstationsniveauet i arbejdshukommelsen og omvendt varieret over tid og situationer.
Ræsonnementsevner
Ræsonnementsevner er naturligvis vigtige for at løse i det mindste nogle af de mere komplekse matematiske problemer.
Elever med matematiske indlæringsvanskeligheder har lavere ræsonnementskompetencer (i dette tilfælde transitivt ræsonnement - hvis a er tungere end B og B er tungere end C må A være tungere end C) end typisk præsterende elever.
Vi finder, at det er et interessant spørgsmål, hvorvidt det også kalder de talblinde elever - det synes ikke særligt undersøgt. De interviews, som der refereres til fra det ministerielle talblindeprojekt, tyder på, at den sproglige og logiske ræsonnementspotentiale synes alderssvarende hos mange med talblindhed.
Når der i forskningslitteraturen (specielt den amerikanske) gives eksempler på ræsonnementer, hvor elever med talblindhed er i vanskeligheder, drejer det sig oftest om at omgruppere talstørrelser i aritmetik (fx 6 + 7 omgrupperes til 6 + 4 + 3 som omgrupperes til 10 + 3), og at vælge regneoperation til en tekstopgave (fx vurdere at en tekstopgave kan modelleres til en additionsopgave).
Sprogforstyrrelser og ordblindhed
Forskelle i elevers verbale hukommelse forudsiger deres udvikling i tidlig talforståelse såsom sammenligning af talstørrelser, tælling, ordning af talstørrelser og estimering. Den verbale hukommelse viser også sammenhæng til 5-7 åriges hurtighed og korrekthed i løsning af matematikopgaver. Voksnes præstationer inden for løsning af aritmetiske opgaver korrelerer også med deres verbale præstationer. (Mazzocco m.fl.)
Ordblindhed og talblindhed betragtes neurologisk som forskellige fænomener, men det er påfaldende, hvor mange ordblinde som også synes at have symptomer, der kunne ligne talblindhed. Der er således i megen forskning angivet en hyppighed af sammenfaldende ordblindhed, som langt overstiger den hyppighed, der er generet i en population.
En af forklaringer omtales af Karagiannakis & Noël (Kilde 8) som en øget forvirring knyttet til brugen af de samme symboler i mange sammenhænge. I alfabetet er der et begrænset antal bogstaver, lige som der i tallene kun indgår ti cifre - begge steder kun få symboler, som bruges i utallige kombinationer. Det har vist sig, at de ordblinde/talblinde har tydeligt vanskeligt ved at håndtere sådanne systemer. Det omtales som ”Hypersensitivitet for interferens”.
Sprogforstyrrelser herunder ordblindhed har en vis sammenhæng med læring af numeriske processer. Det drejer sig bl.a. om tælleprocessen og beregningsopgaver. Heri indgår det talte sprog som en faktor. Andre påviser, at ordblinde ofte har dårlige præstationer i hentning af aritmetiske fakta i langtidshukommelsen fx svarene på små beregninger som 5 + 3 eller 6 × 3.
til: GRUNDSKOLE
emne: TALBLINDHED
UDGIVET: 2023