Overordnede målsætninger:
- Vi ønsker at samle, understøtte og i fællesskab videreudvikle eksisterende netværk inden for det matematikdidaktiske felt – og tage initiativer til nye, hvor der er behov
- Netværkssamarbejdet skal bidrage til at styrke samspillet mellem forskning og udvikling af praksis
- Gennem netværksindsatsen ønsker vi at give at give praktikere mulighed for at udveksle erfaringer og reflektere over praksis sammen med andre praktikere - med inddragelse af forskere og NCUMs formidling
- Vi ønsker at skabe sammenhæng mellem indsatsen på netværksområdet og de øvrige NCUM-indsatser, herunder formidling og fundraising. Det vil vi gøre ved at inddrage netværksdeltagerne i forhold til udvikling, feedback og brugerundersøgelser
NCUM’s netværk:
NCUM understøtter, etablerer og samarbejder med mange forskellige typer af netværk, herunder:
- Netværk for dagtilbud
- Netværk for matematiklærere i grundskolen
- Danmarks matematikvejledernetværk (DMN)
- Netværk for matematiklærere på erhvervsskoler
- Netværk for matematiklærere på gymnasier
- Netværk for Young Researchers in Mathematics Education
- Netværk for kommunale konsulenter
- NCUM’s advisory board
- NCUM’s referencegruppe
- Netværk for matematiklærere i Grønland
- Netværk af CFU-konsulenter
Desuden samarbejder NCUM bredt med matematiklærerforeninger i de forskellige søjler, NCUM-ekspertgrupper med repræsentanter fra alle matematikfaglige miljøer på universiteter og professionshøjskoler i Danmark samt fonde og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Strategiske tiltag
Det overordnede sigte med NCUM’s netværksaktiviteter er at styrke den matematikdidaktiske kultur i Danmark samt at sikre en tæt forbindelse mellem NCUM, praksis i de 4 søjler (dagtilbud, grundskole, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser) og forskningsmiljøerne på langs og på tværs i hele uddannelsessystemet. I den forbindelse fokuserer vi i 2022-23 på følgende strategiske tiltag:
- Der etableres nye netværk for henholdsvis kommunale konsulenter og unge forskere/ph.d.-studerende.
- Netværket på erhvervsuddannelsesområdet og dagtilbudsområdet styrkes, da der er behov for en grundlæggende pionerindsats på disse to områder. På dagtilbudsområdet ansættes ekstra netværkskoordinator, og på erhvervsskoleområdet opgraderes timeantallet hos den ene af koordinatorerne.
- For at sikre tæt kontakt med vores målgrupper laver vi brugerundersøgelser, inddragelse af brugerpaneler samt praktikerreview af alle temaer forud for publicering. Desuden tager centerpersonalet og ekspertgruppeledere på besøg i henholdsvis dagtilbud, grundskole, gymnasial uddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på at overvære undervisning/pædagogiske aktiviteter med fokus på matematik og komme i dialog med praktikere.
- Der arbejdes målrettet på en stærkere tilknytning mellem netværk og ekspertgrupper – blandt andet ved deltagelse af ekspertgruppemedlemmer på netværkskonferencer.
- Vi ønsker en geografisk bred tilslutning til netværksaktiviteter over hele Danmark – og desuden et tæt samarbejde med internationale eksperter på det matematikdidaktiske felt. Det afspejler sig i, at vores ekspertgrupper, advisory board og øvrige samarbejdspartnere er bredt geografisk repræsenteret, og vi arbejder på at sprede netværksaktiviteterne og konferencer rundt over Danmark. Der etableres tæt kontakt med matematikcentre i Norge og Sverige for at sikre sparring og samarbejde.