NCUM udbyder i det kommende skoleår 2027/28 endnu engang kurser med støtte fra Novo Nordisk Fondens efteruddannelsespulje. Kurserne giver mulighed for, at lærerne kan få ny matematikdidaktisk viden og inspiration til udvikling af konkrete undervisningsforløb og aktiviteter i samarbejde med kollegaer. Der er denne gang mulighed for at søge bevilling til i alt 6 kurser henvendt til henholdsvis grundskole- og gymnasielærere. Bevillingen dækker kursusafgiften og desuden vikardækning (løntimer) på alle kursusdagene samt efterfølgende udviklingsdage på skolen. Læs mere om Novo Nordisk Fondens efteruddannelsespulje - og kursusudbuddet hos NCUM nedenfor. Bemærk, at bevillingen skal søges i tidsrummet 12/8-26 til 27/10-26, mens alle kurserne først afholdes i skoleåret 27/28. Novo Nordisk Fonden meddeler svar på kursusansøgninger i december 2026. Derefter åbner vi for tilmelding til kurserne her på denne side. Kurserne vil have forskellige tilmeldingsfrister.
Her kan du finde information om efteruddannelsespuljen og ansøgningsproceduren.
Her kan du finde kurser henvendt til grundskolelærere.
Kurset henvender sig til grundskolelærere med det formål at styrke deltagernes kompetencer i forhold til at skabe sammenhæng i overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse. Dette gøres gennem udvikling, afprøvning og evaluering af undersøgende matematikundervisning (UM). Den ene halvdel af kursusholdet vil bestå af udskolingslærere og den anden af gymnasielærere. På kurset samarbejder blandede grupper af lærere på tværs af overgangen om at udvikle UM-forløb eller -aktiviteter, der sætter eleven i centrum og søger at skabe engagement i undervisningen.
Kurset afholdes i henholdsvis Aalborg og København.
Her kan du finde kurser henvendt til gymnasielærere.
Kurset henvender sig til gymnasielærere med det formål at styrke deltagernes kompetencer i forhold til at skabe sammenhæng i overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse. Dette gøres gennem udvikling, afprøvning og evaluering af undersøgende matematikundervisning (UM). Den ene halvdel af kursusholdet vil bestå af udskolingslærere og den anden af gymnasielærere. På kurset samarbejder blandede grupper af lærere på tværs af overgangen om at udvikle UM-forløb eller -aktiviteter, der sætter eleven i centrum og søger at skabe engagement i undervisningen.
Kurset afholdes i henholdsvis Aalborg og København.
Algebra er en essentiel del af matematikundervisningen på gymnasiet, men volder problemer for mange elever. Dette kursus tager udgangspunkt i læringssporene fra NCUMs tal- og algebraindsats. Deltagerne vil få indblik i forskningen bag sporene og arbejde med, hvordan de kan implementeres i undervisningen og udviklingen af aktiviteter og forløb. Derudover vil der være mulighed for sparring på aktiviteter, som kan afprøves hjemme på skolen mellem kursusdagene. Målet med kurset er at tydeliggøre forbindelsen mellem didaktisk forskning og udvikling af praksis igennem planlægning, afprøvning og evaluering af konkrete tiltag og forløb i egen undervisning. Kurset afholdes i Aarhus.
På dette kursus undersøges de udfordringer, som eleverne kan opleve ved funktionsbegrebet. Der er fokus på at benytte didaktisk forskning til at udvikle aktiviteter og forløb. Kursusdeltagerne vil få mulighed for at udvikle egne eksempler og sparre med hinanden både før og efter afprøvning. Disse erfaringer bliver udgangspunktet for diskussion og udveksling af perspektiver mellem deltagere og undervisere . Samtidig opbygges en fælles samling af lektioner, som er blevet diskuteret og evalueret på kurset. Kurset afholdes i København.