Fælles indsats for tal og algebra


Grundlæggende forståelse af tal og algebra er en forudsætning for uddannelse og efterfølgende beskæftigelse inden for håndværksmæssige, merkantile, sundhedsfaglige, tekniske og naturvidenskabelige områder. Samtidig er en sådan forståelse særdeles nyttig for mange aspekter af et almindeligt liv i et højteknologiske samfund. Derfor er det vigtigt, at matematikundervisningen i grundskolen og ungdomsuddannelserne skaber sammenhæng og progression i elevernes læring inden for tal- og algebraområdet gennem et helt skoleforløb.

Resultater fra screeninger, prøver, eksamener og fra internationale sammenlignende undersøgelser viser desværre, at mange elever ikke får et tilfredsstillende udbytte af matematikundervisningen på dette vigtige område. Alt for mange elever forlader grundskolen uden formelle og reelle forudsætninger inden for tal og algebra til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Også blandt højt præsterende elever er der mange, som oplever udfordringer inden for algebra på de gymnasiale uddannelser.

På den baggrund har NCUM (Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning) siden 2022 på vegne af og med finansiering fra Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdet et grundlag for en fælles indsats til styrkelse af undervisningen inden for tal- og algebraområdet i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Dette arbejde afsluttes nu med lancering af den fælles indsats for tal og algebra. Det sker ved publicering af indsatsen d. 24. februar 2025 på NCUMs website www.matematikdidaktik.dk. Gå direkte til indsatsen via dette link: Tal og algebra

NCUM har som led i opdraget og på grundlag af matematikdidaktisk forskning udarbejdet følgende materiale til indsatsen:

  • 15 såkaldte læringsspor fordelt med 10 læringsspor til grundskolen, 2 til erhvervsuddannelserne og 3 til de gymnasiale uddannelser. Læringssporene er digitale tekster, der viser, hvordan man kan tilrettelægge en undervisning, der støtter en klasses læring af et specifikt emne gennem fire faser med tilhørerende konkrete aktiviteter. Til hvert spor hører en plakat, der viser faserne i sporet og illustrerer de tilhørende aktiviteter.
  • En vejledning til, hvordan der kan arbejdes med læringssporene i praksis.
  • En artikel – under udgivelse - der beskriver indsatsens teoretiske baggrund.

Derudover har NCUM foreløbig udviklet 7 temaer i tilknytning til indsatsen: 3 til grundskolen, 2 til erhvervsuddannelserne, 1 til de gymnasiale uddannelser samt et tværgående tema. Temaerne er digitale tekster. De behandler bredere emner inden for tal- og algebraområdet.

Materialet er henvendt til matematiklærere, matematikvejledere og andre faglige fyrtårne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Det er tanken, at lærere i fagteams eller i andet samarbejde kan bruge læringssporene ved udvikling af praksis. Sporene er ikke færdige undervisningsforløb, men de skaber struktur for og giver konkrete forslag til, hvordan en klasses læring inden for et specifikt emne kan støttes systematisk.

”Jeg er glad og stolt over, at NCUM med tal- og algebraindsatsen skaber grundlag for et sammenhængende løft af matematikundervisningen på dette vigtige område gennem hele grundskoleforløbet og videre til de gymnasiale og erhvervsrettede ungdomsuddannelser”, udtaler professor ved DPU og centerleder for NCUM, Morten Blomhøj.

”Det er ambitionen at støtte brugen af læringssporene i projekter samt gennem inddragelse i læreruddannelse og efter- og videreuddannelse. Og det er vi allerede i fuld gang med blandt andet i projektet ”På sporet” i Kalundborg Kommune”, udtaler koordinator for indsatsen og docent ved Professionshøjskolen Absalon, Charlotte Krog Skott.   

”I NCUM ser vi frem at støtte anvendelsen af læringssporene ved udvikling af praksis i samarbejde med ministeriets fag- og læringskonsulenter, CFU, kommunale matematikkonsulenter, matematikvejleder-netværk samt med kursusudbydere ved professionshøjskoler og universiteter”, siger Morten Blomhøj.

Det skal understreges, at indsatsen kan udvikles og suppleres på grundlag af erfaringer og ønsker fra praksis. Lanceringen af den fælles indsats for tal og algebra markeres med konferencen Matematikdidaktikkens Dag - hvordan støtter vi elevernes læring af tal og algebra?, der afholdes ved DPU i Emdrup den 7. marts.

Der er frist for tilmelding d. 28.2. Se mere om konferencen og tilmeld dig her