Lektionsstudier er en metode for lærere til at udvikle ny viden om undervisning. Metoden stammer fra Japan, hvor den er blevet til gennem mere end 100 år. I Japan bruges lektionsstudier i alle fag, men her ser vi kun på matematik.
Kort fortalt går et lektionsstudium ud på, at et team af lærere i fællesskab planlægger, gennemfører, observerer, og reflekterer over en lektion – kaldet studielektionen. Der er altså tre faser i et lektionsstudium.
Planlægningsfasen begynder med, at teamet identificerer et undervisningsfagligt problem:
En udfordring, som er så konkret, at hypoteser om løsninger kan afprøves i en enkelt lektion (eller hvad man nu kalder det på institutionen – fx en time eller et modul).
Fx kunne det dreje sig om, hvordan man kan give eleverne en god start på arbejdet med brøker i en 4. klasse, eller om hvordan man kan støtte 1.g-elevers teoretiske forståelse af regnereglen:
\((-a)(-b) = ab\) for to tal \(a\) og \(b\)
Når problemet er identificeret, formulerer teamet konkrete mål for studielektionen. Fx at eleverne udvikler en første forståelse af simple stambrøker, fx: \(1/3\) og \(1/4\) som talstørrelser, der opstår, når man inddeler en enhed i lige store dele (fx når en meterstok inddeles i 3 lige store dele, er hver del \(1/3\) meter lang).
Derpå opsøger og studerer teamet idéer til lektionen, fx i lærebøger, på nettet og/eller i læreplansvejledninger. Teamet vælger sammen den idé, lektionen skal bygges på – typisk en konkret opgave og måske også materialer, der kan bruges til at præsentere og løse den.
Til sidst udarbejder et eller flere medlemmer af teamet, på basis af den fælles diskussion, et udkast til en lektionsplan, og denne diskuteres og revideres i fællesskab. Lektionsplanens mål og midler skal være klare for alle teamets medlemmer, så de i princippet alle kan gennemføre den. Lektionsplanen skal desuden indeholde teamets bud på, hvilke strategier eleverne forventes at bruge til at løse de opgaver, der indgår i lektionen. Der vil også ofte indgå bemærkninger om, hvad teamet særligt ønsker at observere.
Bemærk: Hvis alle i teamet har lille eller ingen erfaring med lektionsstudier, kan man med fordel invitere en erfaren lærer til at deltage i denne fase.
På et tidspunkt, hvor alle teamets medlemmer kan være til stede, gennemfører et medlem studielektionen, normalt i egen klasse. De øvrige medlemmer deltager som observatører, og der deltager normalt også mindst én ekstern observatør, fx andre lærere fra skolen eller fra andre skoler.
Inden lektionen forklarer læreren eleverne, at observatørerne ikke deltager som lærere, der underviser eller evaluerer eleverne, men alene for at observere elevernes arbejde.
Observatørerne medbringer papir eller tablet, så de kan tage noter stående. Deres rolle er at observere, hvordan studielektionen forløber, og specielt hvordan eleverne arbejder med de opgaver, der stilles. Ganske særligt holder de øje med, om de bud på strategier, der er opstillet i lektionsplanen, faktisk bruges af de elever, de observerer, og om de bruger andre strategier end dem, man havde forudset – og hvorfor. Det kræver øvelse at gøre værdifulde observationer, og forskellige lærere udvikler forskellige metoder. Fx kan man vælge at observere hypoteser hos mange elevgrupper eller at fokusere på en enkelt elevs arbejde.
Når læreren henvender sig til hele klassen, fx ved at instruere om en opgave, der skal løses, skal observatørerne holde sig i udkanten af klasseværelset, så eleverne ikke hindres i at se og høre, hvad læreren siger. Når eleverne arbejder med opgaven, kan observatørerne bevæge sig mere frit rundt. Observatørerne skal naturligvis bestræbe sig på at undgå at forstyrre eleverne, og de må således ikke kommunikere med hinanden eller med eleverne. Nogle anvender en kopi af lektionsplanen til at tage noter på, enten på papir eller tablet.
For at hjælpe observatørerne til senere at identificere, hvilke elever deres observationer omhandler, kan klassens lærer inden lektionen uddele en plan over, hvordan eleverne sidder i klasseværelset. Hvis der er mange observatører, kan man også vælge at fordele observatørerne i klassen på forhånd, så alle elever bliver observeret.
Efter at studielektionen er afviklet, samles teamet til et møde af ca. en times varighed. Det er bedst lige efter og i samme lokale. Mødet ledes af en ordstyrer. Der udpeges også en ekstern kommentator blandt de eksterne observatører, fortrinsvist en fagperson, der har erfaring med denne rolle, og som kan bidrage med overordnede perspektiver på observatørernes bidrag.
Dagsordenen for mødet er i grove træk:
De tre faser er en minimal præsentation af et lektionsstudium. De må ikke opfattes som en opskrift, der ikke kan varieres eller udvides.
Således kan det i nogle sammenhænge være relevant at gentage alle tre faser, så teamet i fase 1 udarbejder en revideret lektionsplan på basis af den første refleksionssamtale og gentager fase 2 og 3 med en ny klasse med henblik på at se effekterne af revisionen, og derved lære mere om såvel problemet som veje til at nå de opstillede mål. En anden variant er, at fase 1 gennemføres af én person alene, hvorefter denne person underviser lektionen med en gruppe af lærere som observatører i fase 2 og 3.
En udvidelse, der altid kan anbefales, er at udforme en kort skriftlig rapport over det samlede forløb, hvor lektionsplanen og de vigtigste konklusioner fra refleksionssamtalen sammenfattes, så den kan læses af andre lærere. Denne rapport, af højst 2-3 siders længde, er altså en måde at samle og dele resultaterne af et lektionsstudium. I Japan findes flere varianter af sådanne praksisrapporter, herunder ikke mindst korte artikler i fagblade for lærere, som yderligere bidrager til at fremme delingen af den professionsviden, der udvikles i lektionsstudier.
Fase 2 og 3 kan også bruges til at dele viden, når en lektion observeres og diskuteres med en større kreds af indbudte lærere mv., ved en såkaldt åben lektion. Man vil normalt inden da udvikle lektionen igennem flere lektionsstudie-runder med færre deltagere. Man bør ikke kaste sig ud i åbne lektioner, før man har god øvelse med lektionsstudier i mindre grupper, og har en vigtig pointe, som man gerne vil dele med kollegaer. Men så er dette en variant af lektionsstudier, der kan være meget lærerig for alle deltagere.
Hovedpointer fra lektionsstudier kan også deles gennem videoer, der viser hovedpunkter i studielektionen og refleksionssamtalen. Her skal man selvfølgelig sørge for de nødvendige tilladelser fra lærere og forældre. Det er også en ret krævende opgave at producere en video, der samlet giver:
Se også videoeksemplet om lektionsstudier i 2. klasse i Japan nedenfor.
Her er nogle praktiske bud baseret på erfaringer fra Danmark:
til: LÆRERE OG PÆDAGOGER
emne: LEKTIONSSTUDIER
UDGIVET: 2021