Studentermedhjælp med flair for digital, faglig formidling søges til NCUM | Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning

Er du optaget af digital, faglig formidling i tekst og video og brug af sociale medier i faglige netværk? Har du samtidig mod på at løse alsidige driftsopgaver i et lille, men travlt team? Så venter der et job, hvor du får mulighed for at afprøve dine færdigheder og udvikle dem som studentermedarbejder i NCUM | Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning! 

I NCUM arbejder vi for at forbedre matematiklæring og -undervisning fra dagtilbud til ungdomsuddannelser på forskningsmæssigt grundlag. Vi er dedikerede på opgaven og leder efter en studentermedarbejder, der på struktureret og helhedsorienteret vis kan hjælpe os med at blive endnu bedre til at udbrede vores budskaber og formidling digitalt samt ved konferencer og andre arrangementer.

I dit nye job skal du hjælpe os med at sikre indhold og opslag, der konverterer, og som gør, at vores formidling når længere ud. Derfor skal du være vant til at arbejde med it-værktøjer samt have erfaring med CMS-systemer (vi anvender TYPO3) og SEO. Vi sørger naturligvis for grundig oplæring i vores forskellige systemer. Til jobbet hører også, at du løbende opdaterer vores webportal samt henter statistik fra vores digitale platforme samt medvirker ved brugerundersøgelser. Desuden har vi fokus på formidling gennem video, så kompetencer inden for det område vil også være en fordel.

Vi er et lille sekretariat med højt humør og mange opgaver. Vores kommende studentermedarbejder skal være klar til at hjælpe temaet med at løse forskelligartede opgaver – nogle af dem også af mere driftsrelateret karakter. Det drejer sig fx om kontering, rejseafregninger, rejsebookinger, mødeplanlægning, referater, korrekturlæsning, tekstning af film/webinarer, opdatering af forskellige databaser og statistikker m.m. En anden central opgave er desuden medvirken ved forberedelse og afvikling af konferencer og arrangementer i NCUM.

Du vil blive del af et miljø med høj faglighed og et godt arbejdsklima, hvor trivsel og samarbejde vægtes højt. Det vil være et stort plus, hvis du er god til at kommunikere skriftligt på både dansk og engelsk. Det er også en fordel, hvis du har interesse i et eller flere af områderne: didaktik, matematik og formidling.

Du kan læse mere om NCUM på centerets hjemmeside: www.matematikdidaktik.dk


Arbejdssted
Aarhus Universitet, DPU, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV. Du vil kunne løse en del af dine opgaver hjemmefra.

Yderligere information
Yderligere information om jobbet kan fås ved henvendelse til aktivitetskoordinator Tina hudlebusch: tihu@edu.au.dk eller 23382444

Ansøgning og ansættelse
Der er ansøgningsfrist d. 15/11-2023, og vi forventer at holde ansættelsessamtaler umiddelbart derefter. Skriv en kort ansøgning, og vedlæg dit CV og dit karakterblad.

Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK STAT/OAO-fællesoverenskomsten.

Ansættelsen er tidsbegrænset med udløb af centerets foreløbige bevilling 31.12.2024 og anslås til at være gennemsnitligt 14 timer om ugen. Hvis bevillingsperioden forlænges, vil der være mulighed for at forlænge ansættelsesperioden.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.