Elever kan føle forskellige grader af angst for matematik, og der kan være forskellige grunde til, at de udvikler matematikangst. Der er ikke ret mange andre skolefag, der har deres egen 'angst'. Betyder det, at matematik er specielt farligt? Og er der en sammenhæng mellem matematikangst og køn?
For nogle elever er det især testsituationer, der udløser angsten, mens det for andre kan være hverdagsmatematik eller undervisningssituationer.
Der kan være mange grunde til, at elever udvikler matematikangst, og ofte vil en kombination af flere årsager gøre sig gældende. Det er særligt negative erfaringer med matematikrelaterede situationer, der er udslagsgivende. Det kan være ubehagelige oplevelser i undervisningen, hvor eleven fx har følt sig udstillet af læreren, klassekammerater har grinet af et forkert svar, eller eleven gang på gang har følt sig dum, fordi han/hun ikke kunne finde ud af opgaverne. Det kan også være, at barnet ikke kan leve op til familiens forventninger eller ofte oplever skænderier, når mor eller far forsøger at hjælpe med lektierne. Kombineres sådanne oplevelser med eksempelvis en svag talforståelse eller en tendens til generel angst, øges risikoen for at udvikle matematikangst. (Kilde 1)
På samme måde har elever med talblindhed også større risiko for at udvikle matematikangst. Generthed, lav selvtillid og dårlig kemi med læreren kan også være medvirkende faktorer.
Matematikangst kan opstå i alle aldre, men meget forskning retter opmærksomheden mod de tidlige erfaringer, som børn gør sig med matematik, særligt i de første skoleår. Er de første erfaringer med matematik negative, vil det påvirke et barns lyst til at beskæftige sig med faget. Således har et engelsk studie vist, at elever i starten af indskolingen oplever bekymring i matematik. Gennem samtaler med eleverne har forskerne fundet ud af, at årsagerne til elevernes bekymringer i høj grad stammer fra undervisningen. Som noget centralt opfatter mange af disse elever deres matematiske evner som en indikator for intelligensniveau. De sammenligner sig med deres kammerater og opfatter de dygtige elever som klogere end de andre. De oplever matematik som et konkurrencefag, hvor klassekammeraterne anses for en slags rivaler. (Kilde 2)
Det betyder, at eleverne ser egne lave præstationer som et udtryk for, at de ikke er lige så intelligente som de andre. Dermed opstår der en frygt for at fejle hos disse elever. Følelsen af utilstrækkelighed og oplevelser med at fejle er vigtige faktorer, når man taler om matematikangst. Mange elever skyder skylden på sig selv, når de ikke kan finde ud af matematikken, og det kan have store konsekvenser for deres selvtillid.
Der er altså gode grunde til som pædagog og lærer at være opmærksomme på det læringsmiljø og de normer, der etableres i den tidlige matematikundervisning. Men den måde, børn stifter bekendtskab med matematik inden skolestart, bidrager også til deres opfattelse af, hvad matematik er for et fag, og hvilke succeskriterier det indeholder. Påvirkninger fra blandt andet familie, pædagoger og medier sender tidligt et signal om, hvad matematikfaget går ud på, og hvordan eleven bør opføre sig i matematik.
Eksempelvis er det påvist, at forældres egen matematikangst kan overføres til deres børn. Og når selv mor eller far synes, at matematik er svært, "hvordan skal jeg så nogensinde kunne lære det?".
Ikke ret mange andre skolefag har sin egen anerkendte 'angst'. Hvor de fleste matematiklærere har erfaringer med elever, der reagerer angstpræget på faglige udfordringer, er det sjældent, at lærere støder på samme voldsomme reaktioner i eksempelvis dansk, billedkunst eller historie. Men hvad er det ved matematikken, der vækker disse følelser?
Stereotyper og klichéer om matematik eksisterer stadig. Uden for skolen fremstilles faget ofte som regelbaseret, resultatorienteret, kedeligt og svært, men samtidig også som meget vigtigt. Undersøgelser peger på, at mange mennesker opfatter matematik som et fag, hvor der er stor risiko for at begå fejltagelser, og hvor succeskriteriet handler om at nå frem til et korrekt resultat så hurtigt som muligt. En udbredt tankegang er, at hvis du er hurtig, er du dygtig til matematik.
Andre klichéer er, at matematiske evner er medfødte, og at matematiske evner definerer din intelligens, så hvis du er dygtig til matematik, er du klog. Ifølge en sådan opfattelse gælder det modsatte så også: at det må være et tegn på uintelligens, hvis du er langsom eller ofte svarer forkert. Det skal understreges, at dette IKKE er tilfældet. Mange elever kan derfor opleve en frygt for at virke dumme og benytter derfor en strategi, hvor de fx i testsituationer helt undlader at besvare en opgave, hvis de er det mindste i tvivl. Det bagvedliggende rationale er altså, at intet svar er sikrere end et forkert svar. (Kilde 3)
Matematik opfattes også af mange elever som et konkurrencepræget fag, og international forskning peger på, at selv børn i de første år af indskolingen sammenligner sig selv med deres klassekammerater og foretager en form for selvbedømmelse ud fra, hvad de andre i klassen kan. (Kilde 4)
Meget tyder på, at tidspres kan have en stor betydning i forhold til matematikangst. I et studie, hvor universitetsstuderende blev bedt om af løse additionsstykker både på tid og uden tidsgrænse, viste det sig, at studerende med matematikangst generelt set præsterede markant lavere under tidspres, men at de stort set præsterede på samme niveau som folk uden angst, når tidspresset blev fjernet. (Kilde 5)
Selv om piger og drenge præsterer nogenlunde lige godt i matematik i grundskolen, er der forskel på, hvordan de har det med faget. En del forskning peger på, at piger generelt har mere negative holdninger til matematikfaget, at de vurderer egne evner lavere, og at de lider mere af angst, både for matematik og generelt set. (Kilde 6)
Andre studier peger imidlertid på, at drenge lider af matematikangst i samme grad som piger, men at deres angst ofte udløses af testsituationer. Nogle forskere påpeger, at piger måske er mere villige til at indrømme ængstelighed, nervøsitet og dårlig selvtillid end drenge, da kønsstereotyper kategoriserer sådanne følelser som ikke-maskuline. (Kilde 7)
I PISA-undersøgelsen fra 2012, hvor matematik var fokusområde, tilkendegav omkring halvdelen af de danske piger, at de ofte er bekymrede for, om matematikundervisningen er svær for dem, eller om de får dårlige karakterer i matematik. Hos drengene er det kun omkring en tredjedel, der oplever sådanne bekymringer. Denne markante kønsforskel ses ikke i de øvrige nordiske lande.
Mange forskere har beskæftiget sig med denne problematik, og flere peger på, at blandt andet stereotyper om, at drenge er bedre til matematik end piger, kan være en af årsagerne til pigernes mere negative forhold til faget. (Kilde 8)
Den konkurrenceprægede og resultatorienterede tilgang, som ofte forbindes med matematik, nævnes også som mulige årsager, da piger traditionelt set opdrages til at tænke i kontekster og relationer i stedet for i løsninger. Piger vil altså med andre ord have højere risiko for at udvikle matematikangst, hvis undervisningen ikke indbyder til fordybelse og forståelse. (Kilde 9)
til: PÆDAGOGER, LÆRERE og FORÆLDRE
emne: MATEMATIKANGST
UDGIVET: 2021