Tegninger, piktogrammer og skærmbilleder

Børn udforsker forskellige tings former i deres omgivelser med synssans og følesans. Men hvordan forholder det sig med todimensionelle (2D) gengivelser af disse tredimensionelle (3D) ting? Hvornår er børn i stand til at fornemme, når noget er et billede af en ting og ikke tingen selv?  Voksne er vant til at oversætte et piktogram af to mennesker til "Her er et toilet", og de ved også, at det ikke er rigtige små mennesker, som går rundt inde i 'kassen', men blot en film, som vises på tv'et. Voksne skal hjælpe børnene med at forstå og med at lave oversættelser mellem det to- og tredimensionelle.

Man kan lejlighedsvis se børn gribe ud efter, kradse, gnubbe eller klappe på billeder af ting og genstande helt ned i 7-10 måneders alderen. Men det er slet ikke i samme omfang, som hvis de stilles over for den virkelige tredimensionelle (3D) ting. Børnene er altså på dette tidspunkt i stand til at skelne mellem 3D-ting og 2D-gengivelser af dem. (Kilde 1)

Emma opdager, at æblet ikke kan tages ud af bogen - hvor hun med et rigtigt æble måske ville have smagt på det, klapper hun blot på æblet i bogen.

Børn i den aldersgruppe kan også genkende en ting, når de har set et simpelt omrids eller en stregtegning af tingen før. Et naturtro foto er derfor ikke nødvendigt. Det kan tyde på, at børn husker og genkender ting på baggrund af den overordnede form, som tingen har. (Kilde 2)

Figur 1:Illustration fra kilde 2, foto af får og tegning af samme får.

Børns forståelse og opfattelse af billeder og tegninger udvikler sig i takt med, at de bliver ældre. Voksne skal hjælpe børnene med at oversætte mellem billeder og virkelighed. Undersøgelser har vist, at børn på 2 - 3 år begynder at kunne uddrage information fra en stregtegning og bruge informationen til at kunne genkende tingen i det fysiske rum, men det er først omkring 4-årsalderen, at de med sikkerhed kan opfatte en tegnet genstands form ud fra et todimensionelt billede. (Kilde 3)

Endnu længere tid går der, før de kan 'aflæse' tingenes størrelse ud fra en tegning; her skal de være omkring 8 år. (Kilde 4)
Læs mere om udvikling i børns tegninger.

Stregtegninger er en grundlæggende todimensionel gengivelse af noget rumligt. Forskellige slags stregtegninger ses ofte som omrids eller piktogrammer og bruges meget i det offentlige rum. Bedst kendt er måske de små mænd og damer på toiletdøre.

I mange daginstitutioner bruger man også enkle tegninger eller piktogrammer, som skal hjælpe børnene, der jo ikke kan læse, med at navigere i deres hverdag. Det kan fx være en simpel tegning af en pingvin over døren til 'Pingvinstuen', og der kan være en tegning af et krus uden på skabet i køkkenet. Tegninger som disse beskriver nogle gange konkrete fysiske tredimensionelle ting (tegning af et krus), andre gange noget ret abstrakt (tegning af mand/dame på en dør betyder toilet). Det er derfor ikke alle tegninger, der hjælper børn til at udvikle opmærksomhed på forskellen mellem 3D og 2D.

På badeværelset i børnehaven kan der også være piktogrammer for, hvordan og i hvilken rækkefølge man vasker hænder – først skylles hænderne, så kommes der sæbe på, så skrubbes hænderne, så skylles sæben af, så slukkes vandet med albuen, og til sidst tørres hænderne. Børnene vil ikke af sig selv kunne forstå piktogrammerne, men når de hjælpes de første par gange og derefter ser dem hver eneste gang, de vasker hænder, lærer de, hvad de betyder. Det kræver altså en oversættelse, men derefter bliver de en hjælp til at huske en rækkefølge. Nogle steder bruges piktogrammer også til samling. Fx kunne en pædagog starte en samling med at sige: "I dag skal vi først synge" (sætter tegning af barn, der synger, på tavlen), så skal vi lege "Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben" (sætter tegning med en hund med kødben på tavlen), "og så skal vi læse et rim om bogstavet D" (sætte billede af en drage og bogstavet D på tavlen). "Til sidst skal vi vaske hænder" (sætter piktogram af en håndvask på tavlen), "og så er der mad" (sætter piktogram af barn der spiser på tavlen).”

Når nye piktogrammer indføres, kan man have både piktogrammet og en fysisk genstand for at hjælpe børnene med at forstå, hvad piktogrammet betyder. Hvis man fx vil indføre et piktogram med et barn, der spiser, for at vise, det er spisetid, kan man de første gange både vise piktogrammet og en af børnenes madpakker (eller en tallerken), mens man fortæller, at den her tegning betyder, vi skal spise.

På figuren nedenfor er der vist fire eksempler med stregtegninger og fotos af mulige ting, som stregtegningen forestiller. Børn har generelt lidt lettere ved at genkende det rigtige foto ud fra stregtegningen end at genkende den rigtige stregtegning ud fra fotoet. Dvs. eksemplerne til venstre vil være lettere for børnene end dem til højre.

Figur 2: Fire små øvelser, hvor børn skal genkende det rigtige fotografi eller den rigtige stregtegning blandt fire mulige ud fra tegningen/fotografiet ovenfor. Illustration fra kilde 5.

Jf. ovenstående vil børn på 4 år have vanskeligt ved at opfatte forskelle i størrelser i øvelserne på figur 1, mens de 8-årige have noget bedre styr på det. Børn gennemgår en udvikling i forhold til, i hvilken grad de er i stand til at koble mellem to- og tredimensionelle former gennem de år, de går i dagtilbud; en udvikling, som ikke nødvendigvis er afsluttet inden skolealderen.

Tegninger og piktogrammer bruges på mange forskellige måder i daginstitutionen. Børnene kan genkende, at deres rum i garderoben har sommerfuglen, men har nogle gange sværere ved at vide, at tegningen af en kop betyder, at der er kopper i skuffen. Det er derfor en god ide at hjælpe børnene med at oversætte piktogrammerne, der bruges i daginstitutionen, og ikke blot tage for givet, at børnene har samme direkte oversættelser af piktogrammer, som voksne har.

Der kan siges og skrives meget om fordele og ulemper ved brug af skærmbaserede medier. Vi holder os til at give en kort oversigt over, hvornår børn visuelt og mentalt kan forstå information fra en skærm, og hvordan denne form for levende og manipulerbar todimensionel gengivelse af den tredimensionelle virkelighed giver mening.

Hvis børn op til 3-årsalderen præsenteres for gengivelser af ting og manipulationer med disse på en tv-skærm, erfarer de ikke nær så meget, som hvis det blev vist 'live' af en pædagog. Dette kaldes 'videounderskudseffekten'. (Kilde 6)

Børn lærer mere om et æble ved at have det i hånden end ved at se et æble på en video. Det fysiske æble kan barnet røre ved, flytte på, se fra forskellige sider, dufte til og smage på. Man kan mærke, at overfladen er glat, stilken er mere ru, måske er der en plet, som er lidt blød, fordi æblet har fået et slag. Dette kaldes i litteraturen for førstehåndserfaringer. Et æble på et billede er fastlåst, barnet ser det fra én vinkel og kan ikke vende det om. Barnet kan hverken dufte, smage eller føle æblet. Dette kaldes i litteraturen for andenhåndserfaringer. Andenhåndserfaringer er de erfaringer børnene får gennem andre referencer til æbler, fx et fotografi af et æble, en tegning af et æble, ordet 'æble' både mundtligt og skriftligt osv.

De senere år er der dukket en mellemform op mellem den direkte fysisk manipulerbare virkelighed og (skærm)billeder, nemlig interaktive gengivelser af ting på tablet-computere (fx iPads). Det har foreløbigt vist sig, at børn i alderen 7-15 måneder opfatter iPad'ens interaktive billeder ligesom statiske 2D-billeder (fotografier), og at der også her er en klar videounderskudseffekt. Det tyder således på, at børns læring gennem en todimensionel gengivelse af den tredimensionelle virkelighed først giver god mening fra 2-års alderen. Når de 2-årige ser film (2D) på iPads eller lignende, får de noget ud af det, og dette kan forstærkes, hvis en voksen er sammen med dem og snakker om det sete. Men det slår dog stadig ikke udbyttet af at opleve (se) de samme ting demonstreret i virkeligheden (3D). (Kilde 7)

Hvis I vil bruge iPads sammen med de mindste (2 år +), så brug simple interaktive billeder af velkendte fysiske ting, som børnene kan dreje ved at røre og trække på skærmen. Børnene får mest ud af at lege med en iPad sammen med en voksen. Snak med barnet om, hvad man ser på skærmen, hvorfor man trykker, som man gør, og lignende.

Man kan hjælpe børnene med at udvikle deres opmærksomhed på forskelle og ligheder mellem det tre- og todimensionelle ved at tilbyde situationer, hvor de samme ting optræder både fysisk, som statiske billeder og som levende og evt. interaktive billeder.

• Når I har 'læsestunder' med billedbøger, så hav en kasse med de fysiske ting ved siden af, som I kan tage frem, samtidig med at I kigger på billederne. Lad fx Emma sidde med et æble, når I ser på billedet af æblet i pegebogen.

• Når I er på tur, så stop op ved skilte og plakater. Tag jer tid til at kigge på billederne:
  • Reklameplakater i busskure er gode; de er oplyste og tæt på i børnehøjde. Snak med børnene om, hvad der er på billedet – hvordan kan man se, at det ikke en virkelig ting, men et fotografi? Er det en ting, de har set i virkeligheden? Hvordan ligner det? Er det større eller mindre end i virkeligheden?
  • Rullereklamer på togstationer og lignende steder er også gode, fordi illusionen om at være et virkeligt fysisk objekt brydes, når reklamerne ruller fra en plakat til den næste. I kan se den fysiske bevægelse af det tegnede plan.
• Hvis I vil bruge iPads sammen med de mindste (2 år +), så overvej, hvad I vil bruge appen til og hvorfor.
  • DR har lavet flere gode apps til de mindste børn, fx Minisjang-spillet. Minisjang-spillet handler om pindsvinet Børste, som skal på toilettet, vaske hænder og lignende situationer, børnene kender fra hverdagen. Det er objekter og situationer, som børnene kender, og med en voksens hjælp kan de oversætte fra skærmen til virkeligheden.
  • LEGO har også lavet små børnespil. I spillet LEGO DUPLO WORLD møder børnene DUPLO-figurer og klodser. I en scene skal de skal bygge et slot af klodser, i en anden lade en pingvin glide ned ad en rutsjebane og vælte nogle andre pingviner. Spillene er lettilgængelige, og hvis man samtidig finder de tilsvarende DUPLO-klodser og lader børnene have dem fysisk, samtidig med at de spiller spillet, hjælper man med oversættelsen mellem virtuel og fysisk verden.