En velkendt måde at betragte matematisk begrebsdannelse er at skelne mellem begrebet som en proces eller et objekt. Når eleverne benytter CAS, kan dele af begrebsdannelsen gå tabt. Læs her introduktion til APOS-teorien, der kan benyttes til at diskutere effekterne af CAS som black box, og læs, hvordan en ureflekteret brug af CAS kan begrænse elevernes begrebsdannelse.
APOS står for:
APOS-teorien beskriver begrebsdannelse ud fra, at vi i læringsprocessen af et matematisk begreb kan opfatte begrebet som en handling, en proces eller et objekt, hvilket vi organiserer i kognitive skemaer.
Forskellen i at opfatte begrebet lighed og dermed lighedstegnet som handling, proces eller objekt kan ses i et simpelt udtryk som $2 +5 = 7$. Udtrykket kan læses som handlingen at lægge 5 til 2, som en proces, hvor regnestykket $2 + 5$ bliver $7$ eller som et objekt, hvor ligningen udtrykker, at $2 + 5$ er $7$.
At opfatte en ligning som en aktion eller en handling kan bestå i at prøve at gætte en løsning, prøve at indsætte forskellige værdier eller i at udføre enkelte operationer som at trække et tal fra på begge sider af lighedstegnet. Gennem gentagelser og rutiner kan disse handlinger internaliseres til en proces.
En ligning som en proces kan opfattes som, at man skal gøre det samme på begge sider af lighedstegnet for at finde den ubekendte. Heri indgår selvfølgelig også de enkelte symbolmanipulationer, men man forstår begrebet som den samlede proces at udføre disse manipulationer.
I starten kan ligningen som proces tænkes som flere skridt, fx for en lineær ligning:
Efterhånden som processerne kan opfattes som færre og færre skridt, bliver begrebet ligning indkapslet til et objekt.
Ligningen som objekt kan være at forstå begrebet lighed: at værdierne på begge sider af lighedstegnet er den samme trods forskellige udtryk. Derudover er det at kunne forstå, at løsningen til en ligning er et tal, og at en ligning kan indgå i et ligningssystem som fx to ligninger med to ubekendte. Ligningen som objekt begynder altså at kunne indgå som del af nye matematiske begreber (ligningssystem), og hvorpå der nu kan udføres nye handlinger og processer.
Skema er den samlede forståelse omkring ligningsbegrebet, som at kunne relatere de enkelte handlinger og processer til ligningen som objekt samt at kunne relatere begrebet ligning til andre matematiske begreber som fx funktioner m.m.
Skema er elevens (eller den matematiktænkendes) måde at tænke om begrebet. Mængden af de associationer, eleven har til et givent begreb, udgør elevens skema om begrebet. Dette indebærer handlinger, processer og objekter samt forskellige repræsentationer af det pågældende begreb, hvilket tilsammen muliggør, at eleven kan sætte begrebet i relation til andre begreber og situationer.
Bemærk, at til trods for at skema således er beslægtet med 'scheme', som er beskrevet under instrumentel genese, så er begrebet skema bredere, da det omfatter alle associationer til andre begreber og relationer til forskellige typer af opgaver og situationer, som eleven forbinder med begrebet.
I eksemplet er begrebsdannelsen beskrevet ret lineært, fra handling til objekt, hvorved vi kan samle dette til et skema omkring ligningsbegrebet. Dog foregår begrebsdannelse sjældent så lineært, og ofte begynder vi også at arbejde med et begreb som objekt for nye handlinger og processer, før det rent faktisk er indkapslet som et objekt. Derfor kan det være en idé også at tale om, at et begreb som objekt kan 'udkapsles' til en proces, således at de underliggende processer og handlinger for begrebet bliver tydeligere. På den måde kan begrebet som objekt dermed konstrueres (igen).
Hvis en ligning derimod løses med CAS, uden eleven har kendskab til de underliggende processer, bliver begrebsdannelsen meget forsimplet og hullet i en sådan grad, at vi kan være i tvivl, om der overhovedet er tale om begrebsdannelse. (Kilde 2 og 3)
I dette tilfælde vil de kognitive processer af arbejdet med begrebet ligning nærmere se ud som:
Med andre ord kan (en begrebsmæssigt) ureflekteret brug af CAS som black box medføre, at eleven bliver afhængig af værktøjet til at udføre simple beregninger og symbolmanipulationer. Disse menes ellers at have stor indflydelse på begrebsdannelsens videre kognitive udvikling. (Kilde 4)
Tilsvarende kan sammenspillet mellem differential- og integralregning totalt indkapsles i CAS, når en kommando som 'desolve' introduceres til at løse differentialligninger. Tænk fx på alle de skridt, man skal igennem for at løse en differentialligning i hånden, som at bestemme typen af differentialligning, at vælge en metode til løsning af denne og at kunne integrere på diverse måder, alt efter hvilken type differentialligning der er tale om. Hertil kommer eventuelt bestemmelse af en bestemt partikulær løsning, der opfylder en given betingelse. De skridt indkapsles nu til én handling, som består i at taste differentialligningen ind i CAS-værktøjets 'desolve'-funktion. For den uøvede elev er en 'udkapsling' af dette sammensurium af procedurer så godt som umuligt. (Kilde 2)
Med hensyn til fx ligningsløsning kan flere CAS-værktøjer nu også udkapsle de underliggende beregninger, således at eleven kan løse ligningen ved hjælp af et CASværktøj. Herefter kan de enkelte skridt i ligningsløsningen studeres og hjælpe med at opbygge relationen mellem ligningsbegrebet som handling, proces og objekt. På denne måde kan elevens ligningsskema også understøttes og få flere aspekter af ligningsbegrebet med, hvilket er med til at give et bedre kognitivt fundament for videre begrebsdannelse.
til: GYMNASIER
emne: DIGITALE TEKNOLOGIER
UDGIVET: 2021