Kursus i undersøgende matematikundervisning ved overgangen fra grundskole til gymnasium


I forbindelse med projektet SUM, Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning, som er udviklet i samarbejde mellem NCUM og Københavns Kommune og støttet af AP Møller Fonden, udbydes et kursus, der handler om at skabe bedre sammenhæng og progression i matematik gennem undersøgende undervisning ved overgangen fra grundskolen til gymnasiet. Det er et fælles kursus for matematiklærere, der underviser i udskolingen, og for matematiklærere i gymnasiet. Kurset har til formål at styrke deltagernes kompetencer til at skabe sammenhæng og progression i matematikundervisningen ved overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse gennem samarbejde om undersøgende matematikundervisning (UM).

UM er en elevcentreret undervisningsform, der kan engagere eleverne i at undersøge spørgsmål, som forankres i deres oplevelser og erfaringer i og med matematik. Aktiviteter og forløb tilrettelægges, så de rummer fagligt relevante udfordringer for elever i udskolingen og på indledende gymnasiale niveauer. UM kan give eleverne eksemplariske oplevelser af, at de i samarbejde og med støtte fra læreren kan løse problemer og nå nye erkendelser i og ved hjælp af matematik.

I forhold til overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning bidrager kurset til sammenhæng og progression på flere fronter. UM kan fremme elevernes motivation for matematiklæring ved, at de bliver optaget af at løse udfordrende problemer, der giver mening for dem. I begge skoleformer kan det være såvel rent matematiske problemer som anvendelsesorienterede problemer. Kurset introducerer til en fælles didaktisk struktur for UM. Det gør, at eleverne kan genkende arbejds­formen, når de starter i gymnasiet.

På kurset samarbejder lærere fra udskoling og gymnasielærere i mindre grupper om udvikling, afprøvning og evaluering af mindre forløb i egen undervisning. Der rekrutteres grundskolelærere til kurset fra Københavnske folkeskoler, og kurset retter sig derfor også især til gymnasielærere fra københavnsområdet, som vil blive prioriteret, hvis der er for mange tilmeldinger.

Kurset er bygget op omkring fire workshops. Forløbet afvikles i løbet af skoleåret 2025-2026, og datoerne for de fire workshops er 18.9.2025, 12.11.2025, 27.2.2026 og 19.3.2026. Kurset udbydes under DPU, Aarhus Universitet, og workshops foregår ved DPU i Emdrup i København.      

Det er muligt at søge om at få betalt kursusafgift og vikardækning, idet kurset er optaget på kursuslisten for Novo Nordisk Fondens (NNF) efteruddannelsespulje. Ansøgningen skal godkendes af skoleleder/rektor og sker via: https://novonordiskfonden.dk/grant/efteruddannelsespulje2025-26/

Ved ansøgning skal man angive, at man søger som gymnasielærer, hovedstaden som region og matematik som fag. Kursets navn er:  SUM – Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning ved overgang fra grundskole til gymnasial uddannelse. Her kan man desuden læse uddybende om indholdet og kursusholdere.

Deltagere fra samme skole i par eller op til en gruppe på fire vil blive prioriteret i tilfælde af for mange tilmeldinger til kurset. Grundskolelærere fra Københavns Kommune tilmeldes i andet regi, og der udbydes nu 20 pladser til gymnasielærere.

Fristen for ansøgning om støtte til kurset fra Novo Nordisk Fonden er den 9. oktober 2024. Svar fra fonden på ansøgning vil foreligge i januar 2025. Herefter vil der blive åbnet for tilmelding til kurset. Alle, der har fået bevilget støtte til kurset, vil få mail med link til kursustilmelding.

TID:
Frist for ansøgning om støtte: 9. oktober 2024

Første workshop 18. september 2025
Anden workshop: 12. november 2025
Tredje workshop: 27. februar 2026
Fjerde workshop: 19. marts 2026
STED
DPU i Emdrup i København
ANSØGNING OM STØTTE
På linket herunder