Ekspertgruppen for erhvervsskoler

Vort primære fokus er på, hvad det særlige behov for matematikundervisnignen er på erhvervsskolerne. Matematikken er indlejret i erhvervene (i materialer og teknikker) – nogle gange er det ret skjult. Særligt er brugen af teknologi med til, at matematikken bliver endnu mere skjult i håndværksfagene og på arbejdspladsen. Hvad skal eleverne lære og kunne af matematik på erhvervsskoler, og hvad er forholdet mellem det generiske og det situerede for erhvervsskoleelever?

Et særkende ved erhvervsskoler er den situerede matematik. Matematiklærere synes som regel ikke, det er svært at overskue det matematikfaglige indhold i basisfagene, men hvordan afdækker man matematikken i et givet erhverv? Hvilken rolle spiller den generiske matematik? Et andet spørgsmål er undervisningsmaterialer, og hvordan de relaterer sig til, at der er udviklet mellemløsninger/håndværkertricks i erhvervene, fx. ligningstrekanten, 3-4-5-princippet – og læreres egne udviklede ringbind med fotokopier.

Vi udarbejder temaer, som alle matematiklærere på erhvervsskolen kan bruge og har projekter og samarbejde med forskellige erhvervsskoler og universiteter om udvikling af matematikundervisningen. Et eksempel er KLUMP projektet, der var med til at bygge bro mellem matematikken og erhvervsfagene ved at styrke lærernes samarbejde og undervisningskompetencer på tværs af fag-fag og matematik-fag.

Som ekspertgruppe består vi af forskellige folk med forskellige faglige baggrunde, der sikrer diversitet. Vi kommer fra både universiteter, erhvervsskoler, læreruddannelse og har international erfaring. I vores arbejde søger vi at forholde os til den alsidige og forskelligartede elevgruppe, der uddannes på erhvervsskolerne og beskrive, hvordan forskellige erhvervsfag påvirker matematikkens didaktik.

Ekspertgruppens medlemmer

Bettina Dahl Søndergaard

Formand for ekspertgruppen for erhvervsskolen.
Lektor, Ph.D. i matematikdidaktik ved AAU

Bettina er cand.scient. i matematik og samfundsfag (AAU), M.Sc. i Educational Research Methodology (Oxford) og ph.d. i matematikkens didaktik (RUC). Hun er nu lektor på Aalborg Universitets UNESCO-center i problem-baseret læring (PBL) samt professor i matematikdidaktik på Universitetet i Bergen, hvor hun arbejder bl.a. med læreruddannelse. Hun har tidligere arbejdet med læreruddannelse i USA (trin 6-12) og på EU-projekt i England om bl.a. EU's Leonardo da Vinci-program til erhvervsskoleelever. .

Kontaktoplysninger

Mail: bdahls@plan.aau.dk
Web: https://vbn.aau.dk/da/persons/111458

Lena Lindenskov

Medlem af ekspertgruppen for erhvervsskolen.
Lektor emerita, Ph.D. på DPU, Aarhus Universitet

Lena Lindenskov har været gymnasielektor i matematik og samfundsfag, blev ph.d. i matematikkens didaktik i 1992, og har været udvikler på FVU-matematik for voksne fra 2000 og i danske og EU-projekter om erhvervsuddannelse og voksenundervisning. Hun er lektor emerita på DPU, Aarhus Universitet. Hun skriver kortlægnings- og undervisningsmaterialer i relation til regnehuller. Hun forsker i talblindhed og matematikvanskeligheder, samt i demokratisk indhold og læreprocesser i voksenundervisning. Hun er i projektledelsen sammen med Bent Lindhardt for FOMAVA Forum for Matematikvanskeligheder 2025-2028, der opbygger og afprøver en ny type national organisering om baggrunde for, at mange elever i grundskolen ikke lærer tilstrækkelig matematik og ikke består afgangseksamen.

Kontaktoplysninger

Mail: lenali@edu.au.dk
Web: https://pure.au.dk/portal/da/lenali@edu.au.dk

Lauge Sams Granerud

Medlem af ekspertgruppen for erhvervsskolen.
Faglærer hos Roskilde Tekniske Skole

Jeg hedder Lauge Sams Granerud og arbejder til dagligt på Roskilde Tekniske Skole, her underviser jeg bl.a. i Matematik for tømre, murer, snedker og tagdækker. Jeg er uddannet Møbelsnedker fra Jørgen Christensen A/S og har arbejdet med mit fag som svend. Senere er jeg uddannet folkeskolelærer med en særlig interesse i min uddannelse på praktisk orienterede elever og situeret læring. Siden har jeg arbejdet på tekniske skoler med at skabe bro mellem boglig/teoretisk læring og elevernes erhvervsundervisning og i NCUM med at forsøge at udbrede de tanker om erhvervsskoleelever og deres kendetegn i matematikundervisningen.

Kontaktoplysninger

Mail: lsg@rts.dk
Tlf: 25 69 08 26

Mikkel Johansen

Medlem af ekspertgruppen for erhvervsskolen.
Adjunkt ved Læreruddannelsen KP

Mikkel Johansen er udlært snedker, uddannet folkeskolelærer, har rejst og arbejdet i USA, tømrermester og kursusarrangør. Nu er han Cand Pæd i matematikkens didaktik og underviser i matematik på Læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Han er særlig optaget af hvordan matematik er indlejret i et fags redskaber og teknikker og hvordan elevers handlinger kan evalueres som kvalificeret tænkning. Interesser og nysgerrighed: bjælkehuse, robotter, geometri, bindingsværk.

Kontaktoplysninger

Mail: mikj@kp.dk
Tlf: 41 89 77 99
Web: https://www.kp.dk/medarbejdere/mikj/

Frank Justesen

Medlem af ekspertgruppen for erhvervsskolen.
Underviser på Tradium Randers 

Faget matematik har altid haft en særlig plads i jobbet som underviser. Derfor er jeg meget engagereret i at skabe fællesskaber og netværk i matematik på tværs af uddannelser og miljøer inden for erhvervsskolerne i Danmark.

Kontaktoplysninger

Mail: frju@tradium.dk