I forbindelse med projektet SUM, Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning, som er udviklet i samarbejde mellem NCUM og Københavns Kommune og støttet af AP Møller Fonden, udbydes et kursus, der handler om at skabe bedre sammenhæng og progression i matematik ved overgangen fra grundskolen til gymnasiet. Det er et fælles kursus for matematiklærere i udskolingen og i gymnasiet. Kurset har til formål at styrke deltagernes kompetencer til at skabe sammenhæng og progression i matematikundervisningen ved overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse gennem samarbejde om undersøgende matematikundervisning (UM).
UM er en elevcentreret undervisningsform, der kan engagere eleverne i at undersøge spørgsmål, som forankres i deres oplevelser og erfaringer i og med matematik. Aktiviteter og forløb tilrettelægges, så de rummer fagligt relevante udfordringer for elever i udskolingen og på indledende gymnasiale niveauer. UM kan give eleverne eksemplariske oplevelser af, at de i samarbejde og med støtte fra læreren kan løse problemer og nå nye erkendelser i og ved hjælp af matematik.
I forhold til overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning bidrager kurset til sammenhæng og progression på flere fronter. UM kan fremme elevernes motivation for matematiklæring ved, at de bliver optaget af at løse udfordrende problemer, der giver mening for dem. I begge skoleformer kan det være såvel rent matematiske problemer som anvendelsesorienterede problemer. Kurset introducerer til en fælles didaktisk struktur for UM. Det gør, at eleverne kan genkende arbejdsformen, når de starter i gymnasiet.
På kurset samarbejder lærere fra udskoling og gymnasielærere i mindre grupper om udvikling, afprøvning og evaluering af mindre forløb i egen undervisning. Der rekrutteres grundskolelærere til kurset fra Københavnske folkeskoler, og kurset retter sig derfor også især til gymnasielærere fra københavnsområdet, som vil blive prioriteret, hvis der er for mange tilmeldinger.
Kurset er bygget op omkring fire workshops. Forløbet afvikles i løbet af skoleåret 2025-2026, og datoerne for de fire workshops er 18.9.2025, 12.11.2025, 27.2.2026 og 19.3.2026. Kurset udbydes under DPU, Aarhus Universitet, og workshops foregår ved DPU i Emdrup i København.
Det har været muligt at søge om at få betalt kursusafgift og vikardækning til kurset fra Novo Nordisk Fondens efteruddannelsespulje. Ansøgere, der har fået en sådan bevilling, er garanteret en plads på kurset. Der er imidlertid enkelte pladser også til deltagere, der ikke har fået bevilling. Det kan forventes, at der udbydes et tilsvarende kursus til afholdelse i skoleåret 26/27 med frist for ansøgning om bevilling i oktober 2025.