Rundt om i landets klasselokaler har mange elever svært ved at se, hvad matematikfaget skal bruges til og mange mangler motivation for matematiklæring. Det er et problem, for matematiske kompetencer er vigtige for samfundet på mange planer, lyder det fra NCUM, som har taget initiativ til at synliggøre matematikkens samfundsmæssige betydning og gøre noget ved problemet:
”Mange elever oplever desværre matematik som et fag, der er svært at forstå og se meningen med. Fra et pædagogisk og didaktisk synspunkt kan det hjælpe mange elever, hvis de kan se matematik anvendt i praktiske sammenhænge. Derfor har vi i NCUM udviklet et nyt koncept, Mission Matematik, som tager udgangspunkt i konkrete aktuelle udfordringer, hvor matematik er krumtap for forståelse og udvikling af mulige løsninger, fortæller professor i matematikdidaktik og centerleder i NCUM, Morten Blomhøj.
Mission matematik (MM) består af en række s inspirationsvideoer til brug i matematikundervisningen på landets skoler og ungdomsuddannelser. Videoerne skal skildre forskellige aktuelle samfundsudfordringer og indeholde forslag til aktiviteter, hvor elever bruger matematik og matematisk modellering til belysning af problemstillingerne og løsning af disse. Den første video i serien har fokus på epidemier og pandemier og er produceret i samarbejde med Statens Serum Institut (SSI). Her bliver eleverne klogere på epidemier, og hvordan man kan forudsige, forstå og begrænse smittespredning. Om SSI’s deltagelse siger direktør, Henrik Ullum:
”I SSI vil vi gerne støtte op og konkret vise den unge generation, at matematik er en vigtig faktor, når man skal løse alvorlige problemer som pandemier og epidemier som fx Covid. I håndteringen af pandemien spillede matematik og brug af matematiske modeller en stor rolle for at forudsige smittens udvikling og dermed undgå for store og alvorlige konsekvenser som massedødsfald og kollaps af sundhedsvæsenet. I videoen har vi inviteret en gymnasieklasse på besøg, hvor vi laver forsøg og matematisk modellering med smittespredning og forskellige begrænsninger heraf. Vi vil gerne vise eleverne, at matematik helt konkret kan være med til at redde liv og derigennem forhåbentlig vække interesse for et fag, der er afgørende for, at vi bliver i stand til at tackle fremtidens epidemier både som eksperter og som almindelig borger, der skal kunne forstå anbefalinger om vaccination og restriktioner vække interesse for et fag, der er afgørende for, at vi bliver i stand til at tackle fremtidens epidemier både som eksperter og som almindelig borger, der skal kunne forstå anbefalinger om vaccination og restriktioner”.
For NCUM bliver samarbejdet med SSI set som en rigtig god mulighed for at gøre matematik konkret og levende for de unge:
”Det er min tro og forhåbning, at vi med Mission Matematik kan give lærere inspiration til at sætte matematik ind i en nutidig og konkret anvendelseskontekst. Ved at tage udgangspunkt i problemstillinger eller emner, som eleverne kender, kan vi og lærerne åbne en dør for dem, flere kan udvikle motivation så undervisningen får en ekstra og motiverende inspiration. Og jeg glæder mig til, at vi det kommende år kan udrulle flere inspirationsvideoer og temaer under Mission Matematik ”, siger Morten Blomhøj.