Hjælp til elever i matematikvanskeligheder

Mange børn og unge har så svært ved matematik, at det går ud over deres livsmuligheder. Nyt nationalt projekt skal i samarbejde mellem lærere og forskere udvikle målrettede tiltag og en screeningstest til at opspore og hjælpe elever i matematikvanskeligheder. Målet er, at flere får faglig selvtillid, lærer mere og består matematik i grundskolen.


I hver skoleklasse er der typisk 3-4 elever, som har så store vanskeligheder med matematik, at de har brug for særlig hjælp og støtte. De er demotiverede, har dårlig trivsel og oplever ængstelse i forhold til matematik. Det påvirker deres læring negativt og begrænser deres fremtidige uddannelses- og jobmuligheder. Det er dokumenteret i blandt andet Egmont Rapporten 2023.

Derfor etableres FOMAVA, FOrum for MAtematikVAnskeligheder, som et treårigt nationalt projekt med ambition om at skabe samspil mellem forskere og lærere om, hvordan vi bedst hjælper elever, som af forskellige årsager er i vanskeligheder med matematik. I FOMAVA udvikles til fri anvendelse et screeningsværktøj, der kan opspore elever med tegn på talblindhed, så man kan sætte tidligt ind med målrettet støtte til forskellige elevgrupper. Samtidig udvikles og afprøves nye pædagogiske og didaktiske tiltag, der kan støtte elever i matematikvanskeligheder. Alle resurser stilles frit til rådighed for kommuner, skoler og lærere. 

Det er fantastisk glædeligt, at Egmont Fonden, Novo Nordisk Fonden og TrygFonden går sammen om at støtte etableringen af FOMAVA. Det gør det muligt at udvikle et solidt grundlag for en national indsats for at hjælpe elever i matematikvanskeligheder, og det giver vigtig ny forskningsviden på området” siger Morten Blomhøj, professor og centerleder for Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM). Det er NCUM, som står bag initiativet, og som skal lede FOMAVA.

Forskere, lærere og skoleelever involveres
FOMAVA inddrager danske og internationale forskere samt erfarne matematiklærere over hele landet. Omkring 400 skoleelever bliver involveret i afprøvning af nye tiltag. Det sker i samarbejde med udvalgte kommuner og centrale organisationer - bl.a. Danske Skoleelever.

For mere information

  • Projektkoordinatorer for FOMAVA ved NCUM, se www.matematikdidaktik.dk,
  • Senior Project Manager, Education & Outreach, Novo Nordisk Fonden,
    • Thomas Dyreborg Andersen, tlf. 60476546, email: tda@novo.dk
  • Projektchef, presse og kommunikation, TrygFonden,
  • Kommunikations- og pressechef i Egmonts Fondssekretariat,

”Vi hører fra børn og unge i Egmont Rapporten 2023, at de gerne vil blive bedre til matematik. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu får bedre muligheder for at hjælpe dem. Børnene og de unge peger selv på, det skal være sjovt at lære, og at de skal kunne forstå koblingen fra lærebøgerne til, hvad man kan bruge matematikken til i hverdagen”, siger Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat.

For matematik er et vigtigt grundlag for hverdagslivet, medleven i samfundet samt for uddannelse og job. Det gælder for alle og enhver, og derfor har matematikundervisning stor betydning for samfundet.

"Matematik udvikler kritisk tænkning og problemløsningsevner og giver en dybere forståelse af verden. Ved at sikre vores børns matematiske færdigheder giver vi dem den bedst mulige ballast til deres videre færd igennem uddannelsessystemet og i arbejdslivet. Derfor er vi i Novo Nordisk Fonden stolte af at kunne støtte FOMAVA i indsatsen for at hjælpe elever med matematikvanskeligheder,” siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President, Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden.

Uddannelse er en af de vigtigste forudsætninger for at få et godt udgangspunkt i livet – både økonomisk og socialt. Så når matematikvanskeligheder bliver en stopklods for at få gennemført folkeskolen og komme videre på en ungdomsuddannelse, er det alvorligt. Derfor er der et kæmpe potentiale i at få skabt viden og rammer, der understøtter børnenes lyst til matematik og løfter deres kompetencer. Det giver også børnene selvværd og en følelse af at lykkes”, siger Frederik Mühldorff Sigurd, projektchef i TrygFonden.

FAKTA

  • Forum for Matematikvanskeligheder (FOMAVA) etableres som et treårigt forsknings- og udviklingsprojekt med start primo 2025 og et samlet budget på 14,1 mio. kr. bevilget ligeligt af Novo Nordisk Fonden, TrygFonden og Egmont Fonden.
  • Behovet for at sætte fokus på matematikvanskeligheder er klarlagt gennem mange undersøgelser. VIVE gennemførte eksempelvis en undersøgelse til Egmont Rapporten 2023, der viste, at unge i matematikvanskeligheder har 44 procentpoint lavere sandsynlighed for at bestå folkeskolens afgangseksamen i forhold til elever, der har middel matematikfærdigheder, ligesom de har lavere sandsynlighed for at komme i uddannelse og job.
  • De seneste internationale undersøgelser, PISA 2018 og 2022 og TIMSS 2019 og 2023 samt resultaterne fra de nationale prøver viser, at der er mange elever, som ikke får tilstrækkeligt udbytte af matematikundervisningen i grundskolen, og som har faglige udfordringer, der er forhindrende for, at de kan gennemføre en ungdomsuddannelse.
  • Screeningsværktøjet udvikles i samarbejde med Epinion på grundlag af den talblindhedstest, som DPU og Epinion tidligere har udviklet, afprøvet og valideret for Børne- og Undervisningsministeriet, og som ministeriet velvilligt stiller til rådighed for projektet. I tilknytning hertil udvikles organisatoriske, pædagogiske og didaktiske tiltag for at hjælpe talblinde elever og andre elever i matematikvanskeligheder. Alle kommuner bliver tilbudt at anvende testen.